Foto: Halibut Bistro

Fisk, skaldyr og inspiration fra verden: Halibut Bistro er åbnet på Aarhus Ø

Halibut Bistro åbnede den 17. juni og er inspireret af både det franske, sydøstasiatiske, japanske og sydamerikanske køkken.

Måske har du lagt mærke til, at der er sket noget nyt på Bernhard Jensens Boulevard 125?

Her slog den nye Halbiut Bistro nemlig dørene op fredag den 17. juni.

Ifølge en pressemeddelelse er menukortet præget af enkle, lette og mellemstore retter, inspireret af den franske bistro, men også med nye fortolkninger og afstikkere til både det sydøstasiatiske, japanske og sydamerikanske køkken.

En moderne bistro

Det nye sted på Aarhus Ø bliver en “moderne version af bistroen,” hvor der både er mulighed for en hurtig kop kaffe, et glas vin i solen eller den helt store menu – ofte med fisk og skaldyr som hovedingrediens.

”Selv om Aarhus ligger ved havet, er det ikke fiskerestauranter, der dominerer. Vi synes, der er plads til en mere – og så har vi naturligvis også lidt kød til de fiskeforskrækkede,” udtaler holdet bag Halibut i pressemeddelelsen.

Læs også: Mad, drikke og kultur: kasa kasa på Sydhavnen genåbner for sommeren

Et lokalt åndehul

Visionen for Halibut er at skabe et lokalt åndehul, hvor man kan mødes, og hvor stemningen er afslappet og hyggelig.

”Vi vil skabe et stamsted for Ø-boerne, hvor de kan stikke hovedet ind og få det, de lige har lyst til. Et sted, hvor det også er muligt at rykke bordene sammen og hygge sig – et livligt samlingspunkt i byens mini-Manhattan,” står der i pressemeddelelsen.

Faglærte kokke og tjenere står bag

Bag Halibut står fem faglærte kokke og tjenere:

David Zacharias Nielsen, der blandt andet har arbejdet på Fru Larsen, Ruths Hotel og Kongeskibet Dannebrog, Mads Krogsholm, tidligere køkkenchef på Café Victor og mangeårig direktør i den koncern, der tæller Restaurant Grappa og Rømer, Kasper Hansen, der har arbejdet på Langhoff & Juul og MASH, Amanda Bøstrup, tidligere restaurantchef på Rømer samt Sara Gildhoff, tidligere restaurantchef på Grappa.

Der er plads til 40 gæster inde hos Halibut samt et tilsvarende antal ude – hvor man som gæst desuden kan nyde udsigten mod Mols på den ene siden og Aarhus Domkirke til den anden.

Halibut har de næste uger åbent til frokost og aften torsdag til søndag, men regner med at udvide til alle ugens dage derefter.