Det nordlige Aarhus bliver snart et sushisted rigere, når en ny restaurant slår dørene op i starten af juni.
Skødstrup kan snart se frem til at sætte tænderne i urumaki, futomaki, nigiri og de andre japanske delikatesser, der bliver langet over disken hos bar’sushi. I starten af juni slår bar’sushi nemlig dørene op på Skovlundvej 16 for alle, der har lyst til at svinge spisepindene.
Læs også: Nyhed på Frederiksbjerg: Ny grillbar lover snasket mad af gode råvarer
Sushirestauranten erstatter Margueritten Grill og Café på samme adresse, som i første omgang bliver en pop-up bar’sushi, mens der bliver arbejdet på at finde en ny bygning. Den nye restaurant har 24 siddepladser og har desuden åben for take away.
”Sushi har meget med stemning at gøre. Derfor er rammerne vigtige. Folk skal have en god oplevelse, og vi forventer, at vi kan fylde alle pladserne fredag og lørdag aften. Det er min klare vision, at folk ikke kun betragter os som take away, men også som en restaurantoplevelse,” siger Henrik Harmsen, ejer af den ny bar’sushi, i en pressemeddelelse.
Hvis du spiser i restaruanten i Skødstrup, kan du med fordel bestille ”spis til pindene knækker”, som er sushi ad libitum, hvor kokkene sammensætter menuen. Det koster 269 kroner.
Bar’sushi kommer til at have åben hver dag fra 15.00 til 21.00. Velbekomme!