Foto: Søren E. Kaffe & Burgerbar

Godt nyt syd for Aarhus C: Kaffe- og burgerbar åbner snart i Viby J

Kaffe om dagen, burgere om aftenen: Det nye Aarhus-sted satser på konceptet “lidt, men godt” og regner med at slå dørene op til oktober.

Måske kender du allerede Søren E’s Burgervogn & Take Away, som i øjeblikket har hjemme ved Rema 1000 på Gammel Kongevej i Viby J?

Fra oktober kan du møde den mobile burgerbar i nye rammer og med et udvidet koncept, når Søren E. Kaffe & Burgerbar åbner på Skanderborgvej 167.

“Søren E. har altid været kendt for sine burgere, og det koncept rykker med til de nye lokaler – og udvides samtidig til en kaffebar. Begge dele bliver efter konceptet “lidt, men godt,” som er det, vi altid har slået os på,” fortæller indehaver Søren Ejlertzen.

Læs også: Læserne har talt: Her er den bedste kaffebar i Aarhus

Søren E. Kaffe & Burgerbar byder på kaffe og mindre retter som boller med smør og ost, croissanter og kager i dagstimerne, mens du om aftenen kan få forskellige burgere. Derudover er der kyllingeinderfilet, pommes frites og børneretter på kortet.

Kaffen er Søren Ejlertzens egen blend, skabt i samarbejde med mikroristeriet Nordic Coffee House fra Kolding: En lys ristet bønne med bløde smagstoner af marcipan og karamel. Kaffen kan købes som blandt andet filterkaffe, cortado, latte og cappuccino, men sælges også som hele bønner.

Du kan desuden købe Søren E.’s egne kaffekapsler, som er 100 procent bionedbrydelige, ligesom du kan få din kaffe i en HuskeeCup, som er produceret af genanvendelige restprodukter. Koppen kan du aflevere på dit næste besøg hos caféen, hvorefter du får en ny HuskeeCup med dig.

Læs også: Skål i mokka: Så er der baristakaffe på Frederiksbjerg

Den nye kaffe- og burgerbar holder åbent mandag til fredag fra 07.00 til 14.00 samt 17.00 til 20.00. Lørdag er der lukket, men om søndagen kan du atter få stillet din burgercraving fra klokken 17.00 til 20.00.

Stedet vil som udgangspunkt erstatte burgervognen ved Rema 1000 i Viby J, fortæller Søren Ejlertzen.

Den endelige åbningsdato for Søren E. Kaffe & Burgerbar er endnu ikke fastlagt, men bliver meldt ud på Facebooksiden Søren E. Café & Take Away.