Den nye burgerbar regner med at slå dørene op i slutningen af året.
Er du vild med burgere – og bor du i Risskov og omegn? Så er der rigtig gode nyheder.
Burgerbaren Garage Burgerbar, som i forvejen har hjemme i Vejle og Fredericia, kommer nemlig til bydelen og satser på at slå dørene op i slutningen af året.
“Jeg er oprindeligt en Aarhus-dreng, så jeg har altid haft en drøm om at komme til min egen by med burgerbaren. Nu har vi fået muligheden på Nordre Strandvej i Risskov, og det har jeg en rigtig god mavefornemmelse med. Det føles som det perfekte sted at starte op,” siger indehaver af Garage Burgerbar Turan Hasan.
Læs også: Godt nyt syd for Aarhus C: Kaffe- og burgerbar åbner snart i Viby
Turan Hasan er ikke nervøs over, at der i forvejen er en del burgerbarer i Aarhus.
“De andre burgerbarer laver også lækre burgere, men vi kan sagtens være med og vise, hvad vi kan. Vi differentierer os fra andre ved at lave burgerne som i USA, hvor bøfferne for eksempel er trykstegte. Og så får vi hver morgen friskbagt brød, bagt efter min egen opskrift,” fortæller Turan Hasan.
Garage Burgerbars lokaler er desuden indrettet efter temaet “garage” – deraf navnet.
“Det skal ikke kun være maden, der er en oplevelse hos os,” slutter Turan Hasan.