Godsbanen i Aarhus er et unikt og ejendommeligt område. Et sted som på mange måder forener det historiske Aarhus, det nye Aarhus, det autonome Aarhus, men også i den grad det kulturelle Aarhus.
Godsbaneområdet skriger på fællesskab. Det ses og føles tydeligt. Fællesskabet rimer på mad og drikke – og det findes i stor udstrækning på og omkring Godsbanen i dag. Udbuddet og mangfoldigheden er stor. Også større end de fleste tænker over. Her er en guide til nogle af de hyggeligste steder i dette område, kender du dem allesammen?
Læs også: Aarhus´ bedste fastelavnsbolle: Den ultimative guide
Spiselauget – Inde i varmen på Godsbanen
Spiselauget er efterhånden blevet en institution og et samlingssted på Godsbanen. De gør det godt, og holder stort set altid åbent. De laver mange events med mad, og er gode til at være kreative og finde på nye idéer.
Spiselauget er blevet et højbord for lækker gastronomi i Aarhus, men deres bar skal heller ikke overses. De har et stort udvalg af forfriskende og læskende drikke. Alle deres vine er nøje udvalgte og fra deres egen koncerns vinimport firma, MasVino Vinimport, som importerer vine fra Spanien.
Hvis du er mere til cocktails, serverer de også drinks til fornuftige priser mellem 70-80 kroner. Prøv blandt andet deres Berry Blaze, Aperitivo Spritz eller en klassisk Espresso Martini.
Adresse: Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C
Pris: Prøv bl.a. deres fællesspisning hver mandag for blot 65 kroner eller deres fem delevenligheder for 245 kroner (tirsdag-lørdag).
Pizza Boys – Et godt sted til både frokost og aftensmad
I området omkring Godsbanen, er Pizza Boys på hjørnet blevet en af de nyeste tilføjelser. De laver nogle af de bedste pizzaer i Aarhus, og det er velbesøgt.
Pizza Boys på Skovgaardsgade indbyder både til at få en lækker pizza to go eller til at slå sig ned i den hyggelige café.
Er der godt vejr, kan du også tage plads på en af de mange udendørspladser, hvor du kan nyde en øl fra To Øl eller et glas vin fra Reduktivt, som både fås på fad og flaske.
Pizza Boys kommer til at tilbyde de 6 pizzaer, som man kender fra foodtrucken på Tørv: Margherita Buffalo, Kartoffel & Zucchini, Spicy Salami, Bresaola & Spinat, Prusciutto & Pesto og Portobello & Asparges.
Har man lyst til at prøve kræfter med pizzabagningen derhjemme, sælger Pizza Boys også deres egen surdej samt forskellige råvarer som burratta og tomatsovs.
Adresse: Skovgaardsgade 13, 8000 Aarhus
Pris: 99 kroner for en surdejspizza
Kolos Kiosk – Godsbanen svar på alt i én
Når man samler så mange mennesker, som man har gjort på Godsbanen, så kommer der hurtigt en efterspørgsel efter vandhuller. Og dem er der kommet flere af. Bl.a. KOLO Kiosk og CON MAZ samt baren ved Kulturtorvet.
Området er stort, og det gør ikke noget, at støjniveauet er noget højere end i Aarhus C, hvor beboerne går mere op i at få deres nattesøvn. Hvis man er lidt mere autonom og ikke vil støtte forretningerne på Godsbanen, så kan man selv tage sine drikkevarer med og drikke på et af de mange fællesarealer.
Kolos Kiosk er svaret på om man kan kombinere vinbar, restaurant og kiosk i et sted. Lyder navnet bekendt, er det ikke mærkeligt. Kolos Kiosk er nemlig lillesøster til Kolo i Guldsmedgade, der byder på sæsoninspirerede retter og naturligvis kolobabs: hjemmebagte fladbrød med fyld.
Da Kolo slog dørene op var tanken, at stedet skulle være en cool bar med god vin og øl på hane, hvor gæsterne også kunne købe små lækre retter og snacks. Og det er lykkedes.
Adresse: Kjeld Tolstrups Gade 108, 8000 Aarhus
Pris: Prøv bl.a deres cheesburger til 79 kroner eller prøv en menu, hvor du får et glas enten hvid/rødvin, øl eller sodavand samt tilbehør til 129 kroner.
Con Maz Vinbar – Nytænkt vinbar og proppenge-koncept
Hos Con Maz serverer de europæiske kvalitetsvine og har et proppenge-koncept, der er enkelt at forstå. Her er plads til alle, uanset om man er vinentusiast eller er ude efter en god aften med vin. Lokalerne er moderne, og der er et dejligt udemiljø, når vejret er til det. Con Maz Vinbar har åben onsdag til lørdag.
Lidt mad til vinene er der også hos Con Maz Vinbar. Hvis du er småsulten eller vil have lidt tilbehør til din flaske severer de bl.a.: sandwich, charcuterie, oste, oliven, nødder og hjemmebagt brød med olivenolie til.
Atmosføren hos Con Maz, er charmerende og afslappet. Med en simpel indretning, af betonvægge, skarpe farver og behageligt interiør. Udenfor er der opstillet borde og bænke under halvtaget, hvor gæster kan sidde udenfor og få et glas vin i den friske luft.
Betjeningen er venlig og giver gerne gode råd og anbefalinger om vine baseret på gæsternes præferencer og smag.
Adresse: Kjeld Tolstrups Gade 96-102, 8000 Aarhus C.
Pris: Hos Con Maz kører de med et specielt prissystem, så du får den bedst mulige pris. Når du køber en flaske vin i baren, så betaler du vinens pris, som hvis du købte den i butikken + 100 kroner i “proppenge”. Du kan også få kaffe, her starter priserne fra 25 kroner.
Plukk – Tidligere kendt som Plantecaféen, men samme hyggelige oase
Plukk lever i den grad op til deres tidligere navn, Plantecafeen, for det er det første du tænker når du går ind ad døren. Stedet er især noget for dig, hvis du er til det grønne køkken. Ud over det så er der også en ret cool stemning.
Hos Plantecaféen er der rustikke rammer og rummet er fyldt med planter, som kan købes. Du kan også bare nyde en kop kaffe og lidt at spise. Det vigtigste hos Plukk er nærvær. Derfor er computere ved bordene ikke velkomne i weekenderne eller efter klokken 13. Der er en hyggelig stemning, og betjeningen er venlig og nede på jorden.
Hos Plantecaféen laver de hjemmelavet mad. Der er ikke meget på menukortet, men der bliver kredset om det som der er. Fra morgenstunden er der morgenmad og sødt, der består af croissant, nybagte boller eller bananbrød med alt for meget chokolade, som de kalder det. Der er også et morgentilbud med en kop kaffe eller saft samt croissant eller en bolle med ost.
Adresse: Kjeld Tolstrups Gade 12, 8000 Aarhus
Pris: Deres kaffe starter fra 32 kroner og du kan få deres hjemmelavede lemonade for 40 kroner. Dertil kan du få frokost, i form af bl.a. en æggemad til 70 kroner eller rugbrød m. hønsesalat til 75 kroner.
Frenchie’s – Luksus-takeaway på Godsbanen
Hvis du har været forbi Institut for X, ved du at den såkaldte kreative landsby på Godsbanen, består af farverige containere.
Den iøjnefaldene gule farve hos Frenchie’s er i hvert fald ikke til at tage fejl af. Frenchies ligger på Skovgaardsgade i midten af Godsbanen i Aarhus.
De er en takeaway og fastfood restaurant, hvor de laver et såkaldt “twist af fransk streetfood”. Hvor især franske burgere og tacos er omdrejningspunktet.
Menukortet byder på french tacos, burgers, snacks og dip. Du kender den mexicanske taco, men hvad med den franske? Hos Frenchies giver de de klassiske retter et fransk tvist, og de garanterer, at du ikke har smagt sådan en taco før i Aarhus. Den er tæt pakket med friske råvarer.
Frenchies har åbent onsdag til søndag fra klokken 12 til 20. Her kommer folk forbi til en hurtig omgang mad, der er let at tage med eller spise på vejen. Det er ikke helt billigt hos Frenchies, men det er en god smagsoplevelse, der venter.
Adresse: Skovgaardsgade 5C Godsbanen, 8000 Aarhus C
Pris: En burger med 130 g. bøf af frisk oksekød koster 76 kr., og som menu står den til 106 kr.. Taco med enten crispy kylling eller 110 g. oksekød koster 86 kr.
Kaffebar – Kaffebaren med ren Barbie energi
Den alternative klynge, Institut for (X), ved Godsbanen, rummer hyggelige oaser med alt fra bageri til bar-stemning.
Containeren i hot-pink har du ikke misset, hvis du har gået en tur her. Og hvis den ikke er iøjnefaldene nok, bliver du lokket af den lækre duft af frisklavet kaffe, der bliver langet over disken.
Ved Insitut for X foran Godsbanen finder I den lilla container, hvorfra der dagligt ydes god service og serveres frisk bagværk og god kaffe. Slå jer ned eller tag kaffen to-go og nyd rammerne og faciliteterne omkring Godsbanen.
Priserne hos Kaffebar er også til at komme efter, især for studerende.
Adresse: Skovgaardsgade 5 D, 8000 Aarhus
Pris: Valgfri kaffe og kakao for 25 kroner
Blød & Sprød – Aarhus charmerende mikrobageri
Aarhus nok mindste bageri Blød & Sprød, åbnede i maj 2023.
Mikrobageriet lever op til sit navn, og kan næsten ikke rumme to personer ad gangen. Af den grund drives virksomheden af Rasmus Poulsgaard selv, som langer hjemmelavet bagværk over disken 4 dage om ugen.
Grundet sin størrelse er der ikke mange siddepladser, men når vejret er godt kan man nyde solen på udendørsbænkene.
Skal man sin finde vej til mikrobageriet, skal man bare kigge til højre og lidt ned af en trappe, når man træder ind i området ved Institut for (X). Så ligger bageriet i en lille container lige under Madmors Vinbix.
Adresse: Skovgaardsgade 5C, 8000 Aarhus (lige under Madmors Vinbix
Madmors Vinbix – Vinbaren på Godsbanen
Hyggeligere bliver det ikke, og navnet får enhver til at føle sig hjemme.
På Facebook beskriver de sig selv kort som følgende: “VINBIX er en vinbodega med naturvin, et lille udvalg af Dansk/konventionel/natur-vin og småretter”. Og vi kan ikke beskrive det bedre selv.
I januar kan du blandt andet vælge mellem: hummus med surdejsbrød eller tun, brisling eller musling m. hjemmelavet aioli og lækkert brød til, boeuf bourguignon og meget mere til et lækkert glas vin.
Stedet er populært, så hvis du vil sikre dig en plads, er det en god idé at reservere plads. De har åbent torsdag til lørdag fra kl. 16.
Adresse: Skovgaardsgade 5C, 8000 Aarhus
Pris: Glas vin fra 85 kroner og flaske pilsner fra 25 kroner. Dertil koster mindre snacks og småretter mellem 40 til 95 kroner og hovedret koster mellem 95-140 kroner.