Aarhusiansk michelinrestaurant er netop optaget i den bæredygtige 360°EAT GUIDE.
Noma. Geranium. Alchemist. Det er noget af et selskab, aarhusianske Restaurant Domestic netop er optaget i. Restauranten i Mejlgade havde allerede æren af at have modtaget en michelinstjerne til fælles med de hæderkronede restauranter. Nu har de endnu en ting tilfælles.
Læs også: Michelinstjerner 2021 bliver udskudt
Restaurant Domestic er nu også at finde i den eftertragtede 360°EAT GUIDE, der rangerer nordiske restauranter efter både gastronomi og bæredygtighed. Noget guiden bryster sig af at være den eneste, der gør.
Restaurant Domestic bliver rangeret som nummer 30 ud af de 80 restauranter, der er blevet optaget i guiden. Stærkt!
I 2020 vandt Restaurant Domestic en michelinstjerne. Om restauranten løber med endnu en, må vi vente med at finde ud af lidt endnu. Den store uddeling af de eftertragtede stjerner skulle have løbet af stablen den 8. februar, men på grund af Corona er arrangementet udskudt på ubestemt tid.