Foto: Rasmus Flindt Pedersen.

Food Festival: Det kan du spise til Danmarkshistoriens største middagsselskab

Der er otte forskellige madoplevelser til arrangementet Det Gode Bord under Food Festival den 1. og 2. september. 

Når arrangementet Det Gode Bord løber af stablen under årets Food Festival den 1. og 2. september ved Tangkrogen, er der hele otte unikke madoplevelser i sigte – alt efter, hvilken zone ved bordet du køber billet til.

Ved det flere hundrede meter lange middagsbord – og efter sigende Danmarkshistoriens største middagsselskab – kan du blandt andet placere dig i zonen “Momiji,” som er en japansk hyldest til årets gang.

Her er det den japanske kok Norio Azumaya, der tager dig med på rejse gennem det såkaldte Kaiseki-køkken.

Bæredygtighed og fremtidens mad
Er du mere til det mystiske, kan du købe billet til “Mysteriet om linjerne,” hvor du får fortalt historien om Nazca-ørkenens uforklarlige linjer, mens du spiser peruanske retter tilberedt med årstidens ingredienser.

Hos “Feed the future” handler det i stedet om det bæredygtige måltid – tilberedt af Spiselaugets kokke – samt hvordan vi skal brødføde verdens kommende generationer.

Og tager du plads hos “The Catastrophic Meal,” får du serveret en fortolkning af det fremtidige måltid, i så fald at vores klode udtørrer eller bliver oversvømmet.

Børne-kokke og grønlandsk mad
Med en billet til “Ar-harn thai” gælder det traditionel thailandsk mad og manerer, mens “Det grønne Østjylland” byder på en rejse gennem det vegetariske Østjylland med Restaurant Moment samt den irske søsterbegivenhed The People’s Picnic som digital borddame.

Hos “Cooking Kidz” er det børnene, der står bag gryderne, mens “Min styrke” har fokus på ny, grønlandsk mad.

En billet til Det Gode Bord koster fra 150 til 995 kroner alt efter, hvilken zone du køber til. Du kan læse mere om arrangementet her og købe billet her.

Det Gode Bord er et Aarhus 2017-event, arrangeret i samarbejde med Food Organisation of Denmark.