Foto: Pixabay.

Derfor drikker du snaps til julefrokosten

Hvad er egentlig meningen med snapse-galskaben? 

Måske elsker du det, måske hader du det, men vi kommer ikke udenom, at julemad og snaps er to ting, der hænger uløseligt sammen i Danmark.

Den alkoholrige spiritus er kendt for at gøre julefrokosterne yderst festlige – måske endda lige til den gode side. Men er det derfor, vi drikker det, eller er der en mening med galskaben?

“Snaps fungerer faktisk som en slags ganerenser til julefrokosterne. Du drikker den mellem retterne for at skille dem fra hinanden,” fortæller Lars Ravn Nielsen, der er salgsassistent hos vinforretningen Vinoble og udlært tjener.

Snaps er godt til fed mad
Snapsen sørger altså for, at du for eksempel efter din fede sildemad kan blive klar til rødspættefileten bagefter.

“Alkoholen har en rensende effekt, og det er specielt godt efter de fede retter på julebordet,” siger Lars Ravn Nielsen.

Og så er det altså heller ikke tilfældigt, at den traditionelle snaps er krydret, som den er.

“Der er ingen tvivl om, at den almindelige kommen-smag i snapsen går godt til julekrydderierne, julemaden er krydret med,” afslutter Lars Ravn Nielsen.

Stadig skeptisk over for snapsen? Så læs vores guide til fem alternativer til snaps her.