Foto: Café Mellemfolk

Fem specialøl for en hund: Non-profit café holder øludsalg i Aarhus

Frem til den 10. maj kan du hver torsdag og fredag købe fem specialøl for 100 kroner hos en non-profit café i Mejlgade.

Skal du have en kold øl i forårssolen denne weekend? Så skal du måske smutte forbi Mejlgade 53 i gården.

Her kan du nemlig hver torsdag og fredag fra klokken 12.00 til 16.00 frem til den 10. maj købe fem specialøl for 100 kroner hos Café Mellemfolk, som er Mellemfolkeligt Samvirkes non-profit café.

Caféen var netop åbnet, da coronakrisen brød ud, og de frivillige holder derfor nu udendørs øludsalg for at holde hjulene i gang.

Læs også: Bubble waffles til alle: Nyt vaffelhus åbner i Aarhus 

“Jeg tror, at mange mennesker vil være loyale lige nu, fordi det er gået op for dem, at de er nødt til at støtte lokale initiativer, hvis de skal overleve krisen. Derfor krydser vi fingre for, at nogle af de stamkunder, vi nåede at få, inden caféen lukkede, vil komme ud i de friske forårsstråler og tage en lækker øl med sig hjem,” udtaler Sabine Falksø, frivillig i Café Mellemfolk, i en pressemeddelelse.

Støtte til café og ungdomscenter

Er du ikke den store ølentusiast, sælger Café Mellemfolk også to go-kaffe, t-shirts og klistermærker.

Pengene fra salget går til caféens overlevelse samt til støtte af et ungdomscenter i Apac, Uganda, som er drevet af unge, der udtrykker sig gennem politisk diskussion, musik, dans og undervisning.

Herudover går caféens overskud til et covid-19 beredskab, da man frygter, at coronavirus vil sprede sig i Uganda og få store sundhedsmæssige- og økonomiske konsekvenser.