Foto: SmagAarhus

Bazar Vest: Meget mere end bare et marked

Hvis du leder efter et sted, hvor kultur, handel og fællesskab går op i en højere enhed, så er Bazar Vest i Aarhus stedet for dig. Her samles handlende, besøgende og iværksættere i en farverig og livlig atmosfære, der gør stedet til noget helt særligt. Fra duften af krydderier til summen af stemmer på forskellige sprog – Bazar Vest er et unikt samlingspunkt i Aarhus.

En platform for iværksætteri og beskæftigelse

Bazar Vest - Al-Sultan
Foto: Al-Sultan

Bazar Vest er ikke bare et sted, hvor du kan finde spændende varer – det er også et springbræt for dem, der drømmer om at starte deres egen forretning. Med Olav De Linde som idémanden bag blev Bazar Vest oprindeligt startet som et integrationsprojekt, og i dag er det blevet en af Danmarks største arbejdspladser for personer med anden etnisk baggrund. Mange besøger også Bazar Vest, fordi stedet tilbyder unikke specialiteter, som ikke kan findes andre steder i Danmark.

Tag for eksempel Hos Bilal, som har været en del af Bazar Vest siden åbningen i 1997. Spisestedet startede med en lille stand og er siden vokset til en populær restaurant, kendt for sin lækre shawarma og hyggelige atmosfære. De har endda udvidet med et spisested inde i Aarhus.

Et andet eksempel er Kilic Marked, som begyndte i basaren og nu har vokset sig stor. I dag bliver deres produkter forhandlet i flere supermarkeder både i Danmark og udlandet.

Bazar Vest fungerer altså som en platform for iværksætteri, der både skaber beskæftigelsesmuligheder og understøtter små virksomheder.

Kultur og fællesskab i centrum

Bazar Vest handler dog ikke kun om handel og iværksætteri. Det er også her, du kan opleve en stemning, der leder tankerne hen på et eksotisk marked. Sæt dig ned med en kop kaffe, spis noget lækkert og nyd den summende atmosfære. Især om søndagen summer basaren af liv. Det er nemlig her, folk mødes for at nyde hinandens selskab og den afslappede stemning.

Vi har for eksempel haft besøg af pensionist klubber, erhvervsforeninger, pædagogseminarier, erhvervsskoler og kokkeskoler. Kokkeskoler er helt oplagt, så besøgende og elever kan komme tæt på kulturforståelse, madkultur, inspiration og se vores store udvalg af råvarer og krydderier. Der er mange muligheder og derfor fører alle veje til Bazar Vest” fortæller Ahmet Øcalan med et smil på læben, der er centerchef i Bazar Vest.

Fremtiden for Bazar Vest

 

Ahmet Øcalan har store planer for, hvad fremtiden skal bringe for Bazar Vest. Stedet skal ikke bare være et marked, men et kulturelt samlingspunkt med endnu flere events og aktiviteter, der samler folk på tværs af baggrunde.
“Vi er altid åbne for nye samarbejder og vil gerne tilbyde endnu flere kulturevents for vores besøgende,” fortæller han.

Senest har Bazar Vest oprettet et Børnehus, hvor børnene kan lege, mens deres forældre handler. Her kan børnene boltre sig og styrke deres sociale evner, samtidig med at de får mulighed for at trives følelsesmæssigt i et sikkert og underholdende miljø

Bazar Vest er altså meget mere end bare et sted at handle – det er et sted, hvor kultur, handel og fællesskab smelter sammen til en helt særlig oplevelse.

Du kan læse mere om Bazar Vest og deres mange butikker på deres hjemmeside her.