Nu er der en præcis dato for åbningen af Bánh Mì Bandits’ nye take away-restaurant på Nørregade.
Er du en af dem, der har set frem til åbningen af Bánh Mì Bandits’ nye take away-restaurant på Nørregade 34? Så skal du heldigvis ikke vente ret meget længere.
Bánh Mì Bandits slår nemlig dørene op fredag den 22. maj.
“Vi kan mærke, I er klar til os, og vi er så meget klar på Jer❤️ Vi åbner nu på fredag den 22. maj kl. 11.30 og deler vores hjemmelavede lemonade ud til de første 100 gæster. Vi håber, ALLE vil kigge forbi og give en ‘high-five’, holde en meters afstand og udvise stor tålmodighed,” skriver Bánh Mì Bandits på Facebook.
Læs også: Vietnamesisk street food-koncept på Nørregade er snart klar til åbning
Menukortet på Nørregade kommer til at bestå af både de velkendte retter fra Aarhus Street Food som Bánh mì, Bandit Xà Lách og Bandit Bowl, men også helt nye tiltag, blandt andet friterede dumplings med Bandit Sauce og friske nudelsalater.
Derudover kan gæsterne på Nørregade købe drikkevarer som vietnamesisk iskaffe, Bánh Mì Bandits egen lemonade, klassiske-, special- og lokale øl samt sodavand.