Anne Hjernøe: Mad er det tætteste, vi kommer på magi

Anne Hjernøe: Mad er det tætteste, vi kommer på magi

af -
Foto: PR.

MINE MADVANER: Tv-kok og kogebogsforfatter Anne Hjernøe finder sin gastronomiske inspiration ved at spise og rejse. Hun er fan af aubergine, hader begrebet ”guilty pleasure”, og så ser hun mad som en form for magi.

Det er svært at svare på, hvornår på dagen mit favoritmåltid er. Jeg tror, jeg bedst kan lide aftensmad, fordi det er her, jeg tager mig bedst tid til at lave mad. Om morgenen bruger jeg også tid på det, men ikke i samme grad, for her skal jeg ud ad døren. Ved frokosttid har jeg også ofte travlt, så der er bare bedre tid om aftenen.

Den tid, jeg bruger på mad i hverdagen, kommer an på dagsrytmen. I perioder er jeg meget ude, og så er der ikke så meget tid til det. Men i de perioder, hvor jeg er hjemme og skriver på en kogebog, så er der meget mere tid. Gennemsnitligt er det nok et par timer om dagen.

Jeg synes ikke så godt om ordet “guilty pleasure.” Det er lidt en misforstået kvindetanke, hvor man er “uha, så syndig,” hvis man spiser chokolade. Jeg synes ikke, chokolade er en synd. Nogle gange spiser man chokolade, og nogle gange spiser man auberginer.

Det vigtigste er, at man spiser normal, ordentlig og varieret mad. Jeg synes ikke, man kan tale om synd i forhold til mad, og derfor har jeg heller ikke en guilty pleasure – det opererer jeg ikke med. Spis rigtig mad, og lad være med at spise noget, din oldemor ikke ville kunne genkende som mad.

Kød kan jeg godt lide – smagen er god – men jeg behøver slet ikke kød hver dag. Jeg vil gerne have, at der er tænkt på dyrevelfærd, og jeg synes også, man skal tænke på den CO2, der jo udledes, når der produceres kød.

Jeg synes, man skal spise kød en gang imellem og så spise det af god kvalitet. Jeg har absolut respekt for vegetarer og veganere og deres valg, men selv er jeg er nok mere en flexitar. Det er fedt, der er kommet så meget fokus på det. Jeg har det dog lidt svært med dem, der render rundt med en løftet pegefinger. Man skal ikke belære andre om madvaner, ligesom man heller ikke skal belære andre om religion. Men man må gerne inspirere.

Inspiration til nye retter finder jeg ved at rejse ud i verden eller rundt i landet. Min inspiration kommer ved at opleve nye retter og råvaresammensætninger. Jeg går også på fødevaremarkeder og restauranter. Det er tit sådan, man opdager nye måder at lave mad på.

Jeg tror, jeg har to yndlingsspisesteder i Aarhus: CanBlau og Mefisto. Begge steder er der god mad, god service og god stemning. CanBlau har de små retter, som jeg godt kan lide, og Mefisto har vundet prisen som årets fiskerestaurant i Danmark – og jeg elsker fisk.

Af udenlandske køkkener kan jeg godt lide det spanske køkken, fordi jeg godt kan lide hele idéen om mange, små retter. Jeg kan også godt lide det brede udsyn, som man får i New Yorks køkken.

Mange siger, man ikke kan tale om et New York-køkken, fordi man mener, det er mad fra en masse forskellige selvstændige køkkener. Men jeg synes alligevel, der er en rød tråd. Jeg kan dog også godt lide at gå i dybden, som man for eksempel gør i det marokkanske køkken – jeg har lige lavet madlavningsworkshops i Marokko og laver dem igen til oktober.

I bund og grund beskæftiger jeg mig med mad, fordi jeg synes, det er noget af det mest interessante i verden. Mad fylder i alle menneskers hverdag. Vi forholder os til mad dagligt – hvad enten man kan lide at spise eller ej. Måltidet er noget, de fleste glæder sig til, og det er skønt at nyde både alene og sammen med andre.

Jeg arbejder også med gastronomi, fordi jeg jo mener, at mad er det tætteste, vi kommer på magi. Du står med en råvare, og i løbet af noget tid kan man trylle den om til at smage anderledes og være en del af en ret. Det er da magi!

Min yndlingsråvare for tiden må være aubergine, fordi den smager fantastisk, kan bruges til et hav af forskellige ting og fordi, den er smuk.

Jeg synes, det er lidt en misforstået grøntsag. Mange kan ikke finde ud af at bruge den, og så er den blevet en hadegrøntsag. Skrækscenariet er den her ratatouille, hvor auberginerne er kogt ud og helt vandede.

Aubergine skal på panden eller i ovnen, så den bliver blød og får masser af farve. Jeg flækker den for eksempel på langs, topper den med noget godt og tilbereder den i ovnen. Jeg bruger den også ofte i stedet for en pizzabund eller lasagneplader.

Anne Hjernøe

  • 48 år. Bor i Åbyhøj.
  • Tv-kok, journalist, foredragsholder, kogebogsforfatter, konsulent samt udvikler af fødevarer og opskrifter.
  • Har senest udgivet “Grill og grønt” i 2016 og afholder desuden for tiden madlavnings-, foodstyling- og fotoworkshops i Marrakesh, Marokko, i samarbejde med Ditte Ingemann fra bloggen The Food Club.
  • Kendt fra blandt andet tv-programmerne AnneMad samt “Anne og Anders” med journalist Anders Agger.

Mine Madvaner er et nyt interview-format på Smag Aarhus, hvor vi spørger kendte Aarhus-personer om deres forhold til mad. Har du et forslag til én, du gerne vil læse om, så tip os endelig på info@smagaarhus.dk 🙂

Therese Thim
Skribent hos Smag Aarhus. Holder altid et vågent øje med nye, gastronomiske initiativer i byen. Er særligt vild med bæredygtige og økologiske madkoncepter og tanken om, at kulinariske oplevelser godt kan være klimavenlige. Har en forkærlighed for det mellemøstlige køkken - smagen såvel som stemningen - og yndlingskogebogen er for tiden Mesopotamia.