Ny festival til august fejrer den klassiske tartelet.
Er du vild med tarteletter? Så skal du reservere den 26. august kl. 13-16, hvor den første udgave af Aarhus Tartelet & Øl Festival løber af stablen i Det Irske Telt i Aarhus Festuge 2017. Teltet er placeret på Banegårdspladsen 1, og underholdningen varetages af den irske sanger og entertainer Tom Donovan
Prisen for at gå amok i tarteletter og øl er 149 kroner for fem tarteletter, en øl og en lodseddel, mens prisen er 129 kroner for tre tarteletter, en øl og en lodseddel. Arrangørerne trækker løbende lod om forskellige gaver som gavekort og gratis drikkevarer.
Hvad skal du så have i glasset? Der kan forudbestilles et øltårn med 3,5 liter øl til 335 kroner, som placeres på dit bord. Derudover vil der være et bredt udvalg af danske og irske øl under arrangementet, og det er også muligt at købe spiritus, kaffe og vand.
Det er ikke muligt at reservere pladser, så det er først til mølle. Læs mere om festivalen her.