Har du lyst til take away, men ikke pizza, burger eller fritter? Så fortvivl ej. I Aarhus findes masser af friske og sundere salatbowls, der kan mætte både som frokost og aftensmad. Her får du en guide til otte gode steder, der serverer smagfulde salat- og pokébowls.
Læs også: Frokost under 80 kroner. Vi guider til 6 billige frokostspots i Aarhus
Mr. Mums – Byg selv fra friske råvarer

Hos Mr. Mums vælger du selv alt indholdet i din salatbowl, så den passer præcis til din smag. Du kan kombinere alt fra kylling, krebsehaler og laks til en vegetarisk udgave. Som bund kan du vælge perlebyg eller pasta, og derefter fylde på med grønt og dressing. Konceptet er simpelt, men resultatet er altid en frisk og mættende bowl. Perfekt, hvis du vil have fuld kontrol over din take away.
Adresse: Jægergårdsgade 12, 8000 Aarhus C
Læs mere: Mr. Mums
Me&We – Vietnamesiske salatbowls i Aarhus

Hos Me&We finder du vietnamesisk-inspirerede poké bowls med friske råvarer og masser af smag. Menuen byder på flere varianter med blandt andet laks, tun, oksekød, kylling, indbagte rejer, and og tofu, som serveres med ris, avocado, edamame, syltede rødløg og andre sprøde grøntsager. Bowlsene toppes med dressing og sesam, så resultatet er et farverigt og mættende måltid med noget for både fiskeelskere, kødspisere og vegetarer.
Adresse: Ryesgade 37, 8000 Aarhus C
Læs mere: We&We
Green Neighbour – Økologiske salatbowls i Aarhus Food Hall

Green Neighbour i Banken Food Hall laver økologiske og sæsonbetonede bowls med fokus på friske råvarer. Du kan vælge mellem salatbowls som Chicken Cæsar Bowl, Falafel Bowl og Laks & Sesam Bowl eller varme rice bowls som Beef Teriyaki og Banh Mi Chicken Bowl. Menuen skifter løbende, så du altid får råvarer i sæson. Her er fokus på lokale leverandører og høj kvalitet. En oplagt mulighed, hvis du ønsker en grøn og bæredygtig take away.
Adresse: Kannikegade 4, 8000 Aarhus C
Læs mere: Green Neighbour
Bánh Mì Bandits – Street food vibes i Aarhus

Bánh Mì Bandits serverer friske salater og risbowls med inspiration fra det vietnamesiske gadekøkken. Deres Bandit Bowl kombinerer ris, sprøde grøntsager, frisk chili og masser af umami, mens Bandit Salad er et lettere alternativ uden ris. Du kan vælge mellem BBQ-svin, citrongræs-kylling eller en vegetarisk/vegansk version med avocado. Både bowls og salater toppes med hoisin-peanut-dip, ingefærcreme og peanut crumble. Her er smagen intens og fuld af kontraster. Stedet er oplagt til dig, der elsker street food med et twist.
Adresse: Ny Banegårdsgade 46, 8000 Aarhus C, Nørregade 34, 8000 Aarhus C & Kridthøjvej 5, 8270 Højbjerg
Læs mere: Bánh Mì Bandits
SESAM – Et bowl-hit i byen

SESAM kombinerer friske råvarer med spændende smagskombinationer. Du kan blandt andet vælge Chicken Cashew Bowl med sorte ris, pulled kylling og cremet cashewdressing eller Asian Salmon Bowl med koldrøget laks, mango, spicy mayo og tangsalat. Menuen byder også på vegetariske og andre proteinrige bowls, hvor fokus er på kvalitet, friskhed og masser af smag. Det er mættende bowls, der ikke går på kompromis med råvarerne.
Adresse: Klostergade 3, 8000 Aarhus C, Nicoline Kochs Plads 4, 8000 Aarhus C & Nordre Strandvej 24, 8240 Risskov
Læs mere: SESAM
Miss Green – Salater og bowls i alle varianter

Hos Miss Green finder du et stort udvalg af salatbowls, hvor du kan vælge mellem kød, fisk eller vegetar. Menuen tæller alt fra “Asian”, “Italiano” og “Fitness” til “Laks & Avocado”. Du kan også bygge din egen bowl fra bunden, så du får præcis det, du har lyst til. Her er friske råvarer, sprøde toppings og masser af variation. Et af de mest populære steder i Aarhus til sunde bowls.
Adresse: Søndergade 76, 8000 Aarhus C & Frederiksgade 12, 8000 Aarhus C
Læs mere: Miss Green
Café Fika – Nordisk simplicity og friske salatbowls i Aarhus

Hos Café Fika finder du et menukort fyldt med friske, farverige og indbydende salater. Du kan selv sammensætte din salat med forskellige proteiner, dressinger og sprøde toppings, og alle retter laves fra bunden med økologiske råvarer. Der er fokus på nordisk enkelhed, høj kvalitet og friske smage. Et oplagt sted, hvis du er til hyggelig caféstemning.
Adresse: Jægergårdsgade 47, 8000 Aarhus C, Nørregade 28, 8000 Aarhus C & Nordre Strandvej 15c, 8240 Risskov
Læs mere: Café Fika
U-Poke – Sammensæt din favorit bowl

Hos U-Poke kan du skræddersy din poké bowl med lige præcis de ingredienser, du bedst kan lide. Vælg mellem forskellige proteiner som laks, tun, crispy kylling, tempurarejer eller tofu, og kombinér dem med friske grøntsager, toppings og smagfulde dressinger. Foretrækker du en færdig favorit, finder du også flere signaturbowls på menuen.
Adresse: M.P. Bruuns Gade 52, 8000 Aarhus C
Læs mere: U-Poke





