Foto: Christin Hume, unsplash.com

Du kan godt begynde at glæde dig: Ny ølbutik åbner med gratis øl

Senere på måneden åbner en helt ny bottle shop med lækre flasker specialøl. Vi glæder os!

Erlings Flaskebutik slår dørene op i hjertet af Aarhus på Mejlgade 51A torsdag d. 25. marts. Til selve åbningsfesten vil der være gratis øl, så længe lager haves.

I butikken kan du købe specialøl til gåturen, filmaftenen, parken eller festen (bestående af maks. 5 personer selvfølgelig). Butikken vil være proppet med gode øl fra hele verden, og jazzen vil lyde fra butikkens lokaler.

Hos Erlings Flaskebutik vil du blive mødt af metervis af hylder med spændende øl – lige fra de sure, til de sorte, til de klassiske og til dem, der faktisk slet ikke smager af øl, som du kender det.

Læs også: 3 steder med spændende øl i Aarhus

Hvad end du er glad for øl, dedikeret ølkender, på udkig efter en gave, eller bare er nysgerrig, så står der altid en ølnørd klar bag disken hos Erlings Flaskebutik til en omgang ølsnak over en gratis kop kaffe.

Når du træder ind i butikken, er det til tonerne af jazz og en hyggelig hjemlig indretning i gammeldags stil – butiksnavnet er nemlig en cadeau til medejer Casper Søgaards jazzglade farfar Erling, som du nok også kender det fra Erlings Jazz- & Ølbar, der ligger lige ved siden af.

På grund af Corona må der maks. være 3 personer i butikken af gangen. Så når du har fået din første gratis øl og købt lidt i butikken, kan du (forhåbentligt) smutte ud i det gode vejr og nyde din øl på de omkringliggende grønne arealer. Skål!