Foto: Unsplash.

3 steder med spændende øl i Aarhus

Lambic, IPA, imperial stout, belgisk wit eller bare en almindelig pilsner: På de aarhusianske ølbarer kan du få al den øl, dit hjerte begærer. Vi giver dig tre bud på hyggelige steder, hvor specialøl er i højsædet.

Guiden har tidligere været bragt i Århus Stiftstidende

Mikrobryg i Mejlgade
Mig & Ølsnedkeren, Mejlgade 12, 8000 Aarhus C

Er du kørt sur i Ceres Top og Grønne Tuborg, så slå et smut forbi Mig & Ølsnedkeren på Mejlgade. Der er 20 fadølshaner med øl fra eget bryggeri og håndplukket mikrobryg fra Danmark og resten af verden. Er du på jagt efter de helt unikke øloplevelser, skal du holde øje med, hvornår ølbaren får besøg af udenlandske bryggerier, for når det sker, er der ofte en chance for at smage øl, der aldrig før har været tilgængelige i Danmark. Det kan også betale sig at holde øje med stedets Facebook-side, hvor de laver opslag om salg af specialøl på flaske og dåse – lige til at tage med hjem og nyde.

Ølhåndværk på kajen
Hantwerk, Fiskerivej 2D, 8000 Aarhus C

Lige ned til vandet ved fiskerihavnen ligger bistroen Hantwerk, som både laver ualmindeligt god mad, men samtidig er et besøg værd alene for de øl, der bliver brygget lige bag baren på bryggeriet Humleland. Mikrobryggeriet har vundet DM i Håndbryg og fået sølv ved det Skandinaviske Mesterskab i 2012. Øllet brygges med gavmilde mængder humle, ligesom der bliver eksperimenteret med alternative smagsgivere som krydderier, frugt, nødder, kakao og granskud. Lækkert! Husk at købe lidt mad til at akkompagnere øllet. Hantwerk byder for eksempel på en Bar Menu, der netop er tiltænkt som snacks til din øl.

Eksotisk øl og sprød jazz
Erlings Jazz- & Ølbar, Nørreport 8, 8000 Aarhus C

Hvis du er vild med Miles Davis, Duke Ellington og John Coltrane, hvis du elsker livejazz og ikke mindst øl, så er Erlings Jazz- & Ølbar det rette sted for dig. Baren trækker i sin indretning på jazzens storhedstid i 1930’erne og 1940’erne, men selvfølgelig også til den legendariske jazzbar Bent J, der lukkede i 2008, men nu kan opleves i Den Gamle By. Der er ti fadølshaner med specialøl fra hele verden, der dagligt bliver skiftet ud til nye øl, så du kan være sikker på, at der altid er en ny specialøl på hanen, hver gang du besøger baren. Du kan også købe flaskeøl fra Erlings Flaskebutik på Mejlgade 51D.