Foto: Restaurant Kohalen.

Aarhus-restaurant har Danmarks tredjebedste bøfsandwich

De Brune Riddere har atter kåret årets bedste bøfsandwich – og en restaurant i Aarhus scorer en tredjeplads. 

Har du sat tænderne i bøfsandwichen fra Restaurant Kohalen på Jægergårdsgade 164A? Så har du smagt Danmarks tredjebedste bøfsandwich anno 2019.

Foreningen De Brune Riddere – som hvert år kårer landets bedste bøfsandwich – har nemlig sikret Kohalen en tredjeplads blandt 2019-kandidaterne.

Læs også: 3 steder i Aarhus med flæskestegssandwich

“På en fornem tredjeplads finder vi sidste års vinder, Restaurant Kohalen fra Aarhus. Kohalen har på ingen måde serveret noget, der ikke var lige så godt som deres vindende bøfsandwich i 2018, men vi er virkelig nede i marginalerne for at skille disse tre bøfsandwiches fra hinanden. Imponerende højt niveau fra alle tre!” skriver De Brune Riddere på Facebook.

Kohalens bøfsandwich koster 172 kroner og består af en hjemmebagt bolle med bløde løg, hjemmesyltede rødbeder, agurksalat, sennepspickles, ristede og rå løg, ketchup, sennep, remoulade samt brun sovs. Bøfsandwichen serveres med friterede kartofler.