Foto: Mormors Køkken

Mormormad hitter på Aarhus Street Food

Hjemmelavet mormor-mad hitter på Aarhus Street Food.

Selvom Aarhus Street Food lokker med smage og dufte fra hele verden, melder den nye bod Mormors Køkken allerede om stor interesse for standens mad fra den hjemlige andedam. Især de klassiske tarteletter er populært blandt de besøgende.

“Vi er blevet taget fantastisk godt imod. Når folk går deres runde i garagen og kigger på de mange forskellige køkkener, så trækker de med garanti på smilebåndet, når de ser, at vi serverer retter som tarteletter, boller i karry og risengrød. Mange tager et billede af menuen og sender til én, der elsker tarteletter,” siger ejer Søren Klejnstrup.

God dansk mad
Mormors Køkken er et af de nyeste skud på stammen på madmarkedet, der åbnede i sommer i de gamle busgarager ved rutebilstationen. Selvom boden er den nye dreng i klassen, er der dog ingen tvivl om, at køkkenet er havnet det helt rigtige sted.

“Aarhus Street Food har en helt særlig, hyggelig atmosfære, og der er utroligt mange positive mennesker, som hver dag lægger vejen forbi markedet. Vi glæder os til at servere god dansk mad i forhåbentlig mange år frem,” siger Søren Klejnstrup.

Ifølge ejeren kommer tarteletter og boller i karry til at være faste retter på menuen hos Mormors Køkken, mens den tredje ret skifter engang imellem. Læs mere her.