Foto: Folkets Spisehus

Endelig: Aarhus Street Food åbner 19. august

STREETFOOD Det indendørs streetfoodmarked Aarhus Street Food åbner den 19. august ved rutebilstationen.

Vi har ventet og ventet, og nu sker det endelig. Efter mere end et års arbejde åbner streetfoodprojektet Aarhus Street Food nu den 19. august kl. 11.30 i DSB’s gamle busgarager ved rutebilstationen. Begejstringen er stor hos folkene bag projektet, der tidligere gik under navnet Folkets Spisehus.

“Drømme kan gå i opfyldelse, hvis de drysses med jysk stædighed og et års hårdt arbejde! Endelig har vi lejekontrakten, vi har lokationen, vi har de bedste køkkener, vi har de lækreste drikkevarer, og vi ved at I vil komme og være de hyggeligste gæster,” skriver foreningen på Facebook.

Aarhus Street Food kommer til at have åbent hver dag hele året rundt, så aarhusianere og turister altid har mulighed for at få stillet sulten. Madboderne på markedet kommer til at repræsentere en række af verdens køkkener, herunder Mexico, Caribien, Italien, Vietnam og Danmark.