Foto: Slagter-Riget

4 steder i Aarhus med lækre nytårsmenuer

Gør nytårsaften til en fest uden at stresse i køkkenet. Vi guider dig til 4 steder i Aarhus, hvor du kan bestille smagfulde nytårsmenuer.

Årets sidste aften er for mange også årets største fest. Så hvorfor ikke toppe aftenen med en overdådig nytårsmenu, som du nemt kan tilberede derhjemme? Hent din nytårsmenu hos en af byens restauranter, sænk skuldrene og få endnu mere tid sammen med dine nytårsgæster.

Villa Provence

Hos Villa Provence ved Fredens Torv kan du vælge imellem tre forskellige versioner af deres nytårsmenuer. En 3-retters til 595 kroner, en 4-retters til 725 kroner eller hele pakken til 1.095 kroner.

Vælger du Villa Provences 3-retters nytårsmenu, får du til forret linefanget nytårstorsk fra Vesterhavet serveret med en sauce på græskar og blåmuslinger. Retten er toppet med syltede sennepskorn og ristede græskarkerner, mens du kan nyde friskbagt brød med smør og ramsløgsfriskost.

Til hovedret får du “Bühlmanns Beef Wellington”, som er oksemørbrad indbagt i sprød butterdej med svampe serveret med syltede gulerødder. Hertil kartoffelpuré med trøffel, pommes soufflé og cremet sauce med morkler.

Desserten består af Bergamottemousse med hvid chokolade samt creme lavet på mandarin og yuzu. Hertil krystalliseret hvid chokolade og saltet karamelsauce. Derudover kan du sætte prikken over i’et med en nyfortolket kransekage à la Bühlmann med nougatfyld og hindbærstøv.

Du kan også udvide menuen til en 4-retters med en ekstra forret bestående af rimmet kammusling med spicy wasabi/peberrodscreme og radise crudité. Retten er toppet med friske urter, hasselnødder og en vinaigrette på soja, æbler og ingefær.

Det er også muligt at vælge hele pakken med snacks bestående af sprød tærte med sorthummer, tomat og Oscietra Caviar, chips på trøfler serveret med en vintertrøffelcreme og let marineret ananas med sommeressens. Derudover får du også fyldte nytårschokolader fra Aalborg Chokoladen.

Du kan afhente dine nytårsmenuer den 31. december i tidsrummet fra klokken 11.00-14.00 hos Villa Provence.

Nytårsmenu Villa Provence 2022

Læs også: Nomadebryggeriet Hazy Bear rykker til hjemstavnen Aarhus

DiningSix

DiningSix driver en række restauranter i Aarhus, København og Oslo. Netop derfor er deres nytårsmenu også inspireret af deres forskellige restaurantkoncepter.

Nytårsmenuen består af en 3-retters menu, som byder på en forret med nytårstorsk i cremet hummerbisque tilsmagt med cognac og safran. Forretten serveres med fintsnittede suppeurter og kaffir lime urteolie.

Til hovedret er der helstegt oksemørbrad med reduceret trøffelsauce tilsmagt med portvin samt kartoffelgratin med Gruyère-ost, sprød salat med mizuna og vinaigrette med blomsterhonning og modnet balsamico.

Til dessert kan du nyde en luftig chokolademousse lavet på mørk Valrhona-chokolade og saltkaramel, som serveres med Oreo-crumble tilsat frysetørret hindbær.

Det er også muligt at bestille en 3-retters vegetarmenuer, hvor fisken i forretten er udskiftet med paneret congee med cremet og karamelliseret løgcreme tilsmagt kærnemælk og havgus-ost. I hovedretten er kødet byttet ud med ovnbagte vegetariske goujons med sød chilli-lime panering, mens desserten er den samme.

Begge 3-retters nytårsmenuer koster 325 kroner, og der skal bestilles til minimum 2 kuverter. Nytårsmenuerne kan leveres i tidsrummet mellem klokken 09.00-16.00, men det er også muligt at afhente maden hos Inco Aarhus i Tilst.

Nytårsmenu DiningSix 2022

Læs også: Nyt koncept i Aarhus: Gin og Tonic Cruise ombord på båden Jakob

Restaurant Unico

Hos Restaurant Unico i Højbjerg kan du nyde årets sidste aften med en smagfuld nytårsmenu ud af huset. Det er muligt at vælge imellem en lille og en stor nytårspakke til henholdsvis 496 kroner og 725 kroner, mens familiens mindste kan sætte tænderne i en 3-retters børnemenu. Du kan også bestille vin, natmad og ’en dagen derpå burger’.

Går du efter den store nytårspakke, får du intet mindre end 5 snacks og 5 retter. Som snacks får du blandt andet mousse af Vesterhavsfisk med Samsøkål og røget mandler, derudover gravet carpaccio, røget østerscreme, karse og rugbrødschips samt Cava pocheret østers, tatarsauce med vinterspinat og salturt.

Til forret kan du nyde en færøsk laks med nordisk ”chimichurri” bestående af Samsø asier, æbler, blegselleri og peberrod, syltede knoldselleri og dild.

Derudover kroket med kartoffel, torsk og bacon og hertil æggeblomme fra Olsgård samt rødbeder fra Samsø, syltet sennepsfrø og persille i rødbedevinaigrette.

Du kan også nyde en vild consommé kogt på vildt og vintergrønt samt en tærte med foie gras mousse, krondyr og Karensmindepærer, tættebær og timian.

Til hovedret kan du forkæle dine nytårsgæster med voulevant af hummer i svampe a la creme samt bryst af dansk kylling, stegte enoki svampe og trøffelsauce med morkler.

Aftenens menu slutter af i det søde hjørne med en chokoladeskal fyldt med mango-passion sorbet og chokolademousse, mango i passionssauce og knas med guld chokolade.

Der skal bestilles til minimum 4 personer, og det skal være den samme pakke til alle. Ved mindre end 4 personer kan der kun bestilles den lille pakke mod en ekstra betaling på 50 kroner pr. kuvert. Afhentning kan ske mellem klokken 10.00-15.00 hos Restaurant Unico.

Nytårsmenu Unico 2022

Læs også: Mefisto udvider: Folk skal nyde livet hos os

Slagter-Riget

Slagter-Riget på Frederiksbjerg tilbyder også nytårsmenuer ud af huset. Her kan du få en 4-retters menu til 449 kroner.

Som starter får du tre slags slagtersnacks, der består af en lille vaffel pyntet med lufttørret skinke og aioli, en delikat bacontærte og en gougère med coppa og aioli.

Til forret kan nytårsselskabet nyde en fiskesouffle i kataifidej med krabbe og Piment d’Espelette og dertil skummende basilikumsauce med basquaise og basilikumolie.

Som hovedret serveres der oksemørbrad og braiseret oksetykkam a la estouffade med rødbedevariation, springløg, vol au vent med svampe a la creme, syltede rødløg, råsyltede tyttebær og Madeirasauce.

Til dessert er der chokolade-karamelkage med en knasende marengs, en dejlig frisk citrussorbet og trilogi af hindbær.

Skulle de 4 retter ikke være nok, er det også muligt at tilvælge en appetizer bestående af ægte caviar med fuldfed creme fraiche, rødløg og blinis. Derudover kan du tilvælge natmad til 4-6 personer, som består af tre slags pålæg, løgpølse, snackpølser og leverpostej.

Nytårsmenuen skal bestilles til minimum 2 kuverter, og det er muligt at hente maden i tidsrummet fra klokken 10.00-14.00 hos Slagter-Riget.

Nytårsmenu Slagter-Riget 2022

Når I er mange

Se alle