Foto: Tapashi Aarhus

3 steder med lækkert take away til dig på SU

Kender du den konstante lyst til take away, der nådesløst trænger sig på uden nogen form for omtanke for, at du kæmper for at få enderne til at mødes på et SU-budget? Det gør vi i hvert fald! Vi guider dig her til tre steder, hvor du kan få lækkert take away i Aarhus, uden det sprænger dit budget.

30% på sushi!

Tapashi – Tapas & Sushi, Klostergade 52, 8000 Aarhus C

Sushi er ofte en luksus, man må vinke farvel til, når man lever af sin SU. Men nu er der håb for, at du kan stille din sult for urumaki, nigiri og tempurarejer, uden du skal sætte halvdelen af din husleje til side. Hos Tapashi kan du lige nu få 30 procent rabat, hvis du selv henter din take away hos restauranten i Klostergade. Du kan for eksempel købe Tapashi Chef’s Choice med 50 stykker sushi. Den koster normalt 575 kroner, men med lidt hurtig hovedregning kan du nu få den for 402 kroner. Og så kan du jo dele den enorme mængde sushi med et par venner. Så skynd dig at få stillet trangen til sushi, og tag en pause fra pasta med kødsovs, dhal og one pot pasta. Bare for én aften.

Læs også: 3 skarpe sushisteder i Aarhus

Hurtigt, nemt og billigt

Pita Planet, Sankt Clemens Stræde 7, 8000 Aarhus C

Nogen gange skal det bare gå stærkt. Du kommer sent hjem, og det sidste, du har lyst til, er at tage ned i supermarkedet og købe ind for at gå hjem og lave mad. Og så skal det selvfølgelig være billigt! Hos Pita Planet får du en pita for kun 65 kroner, som du også bliver mæt af. Du vælger, om det skal være med falafel, kylling, bøf, lam, oksefilet eller halloumiost. Og så bliver den selvfølgelig proppet med alverdens lækkerier fra salatbaren. Hvis du er ekstra sulten kan bestille det som en menu med pommes frites og en sodavand for 99 kroner. Hvis du ikke er til pita, kan du vælge at bestille en bowl i stedet for. Den kommer i samme varianter som pitaerne, og du får den til 69 kroner. Velbekomme!  

Gourmet på budget

Olinico Gastro Grillbar, Mejlgade 35, 8000 Aarhus C

Hvis den skal stå på take away, men du er træt af burger, pizza og … ja, pita – så skal du bestille mad hos Olinico. Den gastronomiske grillbar i Mejlgade er inspireret af det europæiske landkøkken og arbejder ambitiøst for at lave gourmet take away til lave priser. ’Dagens Frokost’ koster kun 55 kroner og består af et stykke kød eller fisk, der serveres sammen med årstidens grønt. Hvis du venter til aftenens menu, kan du få to retter for 125 kroner eller tre retter for 150 kroner. Så kan man godt spise fint på et SU-budget! Hver morgen udvælger køkkenet dagens ingredienser, der er tilpasset efter årstiderne, så menuen skifter hver dag. Mums!

Sushi take away

Se alle