Foto: Carsten Bang

10 skarpe til Carsten Bang

INTERVIEW Den populære komiker Carsten Bang fortæller om sine gastronomiske favoritter i Aarhus.

Når den landskendte komiker Carsten Bang ikke pryder landets tv-kanaler eller underholder gæster rundt omkring på landets underholdningssteder, har han god tid til at udforske den gastronomiske scene i Aarhus. Komikeren besvarer her 10 skarpe spørgsmål om sit gastronomiske Aarhus.

På hvilken aarhusiansk restaurant har du sidst spist?
Jeg har netop spist på Restaurant Hærværk på Frederiks Allé i anledning af min dejlige kærestes fødselsdag – hun var meget passende med. Det var en rigtig, rigtig god oplevelse, hvor vi blandt andet fik serveret det bedste tørrede fiskeskind ever og ikke mindst en exceptionel makrel med friske ærter og hvidløg beurre blanc. Og det hele toppet med en interessant – ”funky” som de kaldte den – vinmenu serveret af dejligt afslappede og vidende tjenere.

Hvilke restauranter i Aarhus er dine favoritter?
Hvis jeg skal nævne to, så er det først og fremmest Grappa ved åen. Her får man en dejlig lasagne eller pizza, men de kan også tilberede en god bøf serveret med et godt glas vin af altid nærværende og imødekommende tjenere. Og så får man kuvertbrød af en anden verden – hvis man er så heldig at ankomme, hvor det er friskbagt fra ovnen, er det som at starte ud med kage. Min anden favorit er Café Viggo, som er det vanlige valg, når vi ikke lige har fået handlet. Og ja, det er også ved åen, men Viggo er et godt sted for people-watching, især hvis man får et bord ud mod åen. Og maden: Man får en fin klassisk burger, en god Caesarsalat og byens bedste cheese-cake med ingefær serveret af mindst lige så imødekommende tjenere.

Hvor går du hen for et godt glas vin i Aarhus?
Jeg har fået et par gode glas på vinbaren Pica Pica bag Voxhall, men også på vinbaren S´vinbar og på Grappa har jeg været enkelte gange for at nyde et par glas. Men det går lige op for mig, at jeg alt for sjældent går ud for at få mig et godt glas vin.

Hvor tager du hen i Aarhus for at få en god øl?
Jeg husker en god Budweiser på poolstedet Sharks ved Telefontorvet. Men måske var den mest af alt god, fordi den blev drukket af flasken over et slag pool. Men det går lige op for mig, at jeg alt for sjældent går ud for at få mig en god øl.

Hvad er det mest oversete sted at spise i Aarhus?
Det er måske nok ikke overset, men jeg nyder ind imellem en espresso og en Spicy Tuna-sandwich på sandwichbaren Joe & the Juice i Magasin. Har man endnu ikke nuppet sådan en hurtig lille sandwich, så se at få det gjort. Det er i hvert fald ikke alle, der lige har fundet ud af konceptet. I Magasin overhørte jeg en familie, der ville finde en kop kaffe, og én pegede mod Joe & the Juice, men manden sagde ”Nej, det er juice! Men jeg mener, at der er en kaffebar i den anden ende”.

Hvad mangler Aarhus på den gastronomiske front?
En mangel er et streetfoodmarked a la det, man finder på Papirøen i København, hvor man kan få virkelig lækker mad fra alle egne af verden. Men jeg har så lige nu på Smag Aarhus set, at det fra august ikke længere er en mangel i Aarhus. Dejligt. Om omgivelserne bliver lige så fantastiske som på Papirøen må tiden vise, men jeg glæder mig i hvert fald til at smage på maden. Og nyde en espresso. Og et glas vin. Og en øl.

Hvor går du hen for at få byens bedste takeaway?
For tiden er min foretrukne den italienske La Trattoria på Frederiks Allé. Her får man dejlige friske italienske pastaretter hyggeligt serveret i poser, lige til at tage med hjem. Og der er også plads til, at et par flasker Peroni kan ryge med i posen.

Hvad køber du, hvis den skal stå på gastronomisk forkælelse derhjemme?
Nu er ”min madlavning” og ”gastronomisk forkælelse” ikke nødvendigvis noget, der hører sammen, men jeg kan da grille en fin ribeye serveret med en frisk salat Caprese og ovnbagte bønnefritter med et strejf af chili. Rib eye´en er som det andet købt i enten Føtex eller Menu, da jeg endnu ikke har fundet en slagter i byen. Er der overhovedet en slagter i Aarhus? Slagter man bare derhjemme?

Har du haft en mindre god oplevelse på en restaurant i Aarhus?
Jeg har haft gode madoplevelser på OliNico, Restaurant Komfur, Mefisto, St. Pauls Apothek, Den lille Kro, Restaurant ET, Sota, Haute Friture, Frederikshøj og Havnens Perle, men på én af disse restauranter overværede jeg noget, som gjorde oplevelsen mindre god. Jeg så én i køkkenet tage noget fra en beholder, og her brugte han så lågets overside som ske, hvilket jeg ikke tror er den bedst hygiejniske løsning, når man laver en tatar. Men som John Lennon udtrykte det: ”Give the restaurant a chance”, så jeg HAR været tilbage på restauranten siden da.

Hvad er det bedste måltid, du nogensinde har fået?
Anledning: Juleaften den 24. december 1989. Sted: De Australske Alper, New South Wales, Down Under i en stenhytte. Hvem: Undertegnede og et par medrejsende på vandretur. Menu: Bøf på dåse serveret i dåsen og en flaske Bundaberg Rum serveret i plastikkopper. Underholdning: Efter rommen var drukket, sang vi de første par linjer af de julesange, vi kunne huske.