INTERVIEW Mikkel Laursen fra Restaurant Mellemrum blev Årets Kok 2016 i foråret og fortæller her om sit gastronomiske Aarhus.
Den 31-årige Mikkel Laursen er noget af en spydspids i et køkken. Til daglig er han køkkenchef på Restaurant Mellemrum på Fredens Torv, og i marts 2016 blev han kåret som Årets Kok. Tidligere har han vundet en andenplads til Årets Kok i 2014 og en finaleplads til Årets Kok i 2015. Vi har spurgt ham, hvor han går hen og spiser i Aarhus, når han ikke selv står bag gryderne.
På hvilken aarhusiansk restaurant har du sidst spist?
Sidste gang jeg var ude at spise i Aarhus, var på tapasrestauranten CanBlau på Klostertorv. Der var ikke nogen speciel anledning udover en hyggelig aften med min kæreste. Vi ender næsten altid på CanBlau, fordi man får serveret dejlig mad kombineret med en god atmosfærre og hyggelig stemning.
Hvilke restauranter i Aarhus er dine favoritter?
Den er straks sværere. Den bedste spiseoplevelse, jeg har haft i Aarhus, er på Michelin-restauranten Frederikshøj. Det er desværre alt for længe siden, at jeg har været derude sidst. Når man er gæst på Frederikshøj, er man altid sikret den perfekte helhedsoplevelse.
Hvor går du hen for et godt glas vin?
Jeg tager på vinbaren S’vinbar i Klostergade, hvis jeg endelig skal ud og have et glas vin i godt selskab. Det gør jeg primært, fordi man altid er sikret en god, faglig og venskabelig betjening.
Hvor tager du hen for at få en god øl?
Hvis jeg skal ud og have en god øl i Aarhus, tager jeg ofte på Mikkeller Bar på Jægergårdsgade. Der er nemlig altid et bredt skiftende udvalg af øl at vælge imellem.
Hvad er det mest oversete sted at spise i Aarhus?
Det er uden tvivl Nordisk Spisehus på M.P. Bruunsgade! Jamen, hvor drenge og pigerne i køkkenet og på tjenersidern er vanvittigt dygtige og kompetente. Man får altid en god oplevelse med derfra.
Hvad mangler Aarhus på den gastronomiske front?
Jeg savner et sted ala Torvehallerne i København, men det kommer heldigvis lige om lidt. Så jeg venter i spænding.
Hvor går du hen for at få byens bedste takeaway?
Det kommer lidt an på, hvad jeg lige har lyst til og hvilken anledning det er. Hvis lysten er til sushi, så er det helt sikkert Sota Sushi Bar. Hvis der imod opstår trang til burger, er The Burger Shack altid god for en solid burger. Begge steder har god kvalitet.
Hvad køber du, hvis den skal stå på gastronomisk forkælelse derhjemme?
Et par gode bøffer, lidt grønt til grillen og så et par gode flasker vin. For det meste handles der ind til den ekstra gode aften i Meny, da de har et super udvalg af friske økologiske grøntsager samt en flot slagter afdeling.
Hvilke råvarer er du vilde med lige nu?
Den er svær! Spidskål er et hit for tiden. Alsidigheden i kål er godt. Grill, salater, stuvninger, det er kun fantasien der sætter grænser, hvad angår kål. I restauranten kører vi for tiden en ret med pighvar, muslinger og grønne jordbær, som smager vanvittigt godt.
Hvad er det bedste måltid, du nogensinde har fået?
Vi er en del år tilbage i 2010, mens jeg stadig var elev, hvor vi var en tur på Søllerød Kro med mit arbejde. Det var en vanvittig god aften, hvor alt sad i skabet. Vin, mad, og især Jan Restorffs arbejde på tjenersiden var top. Vi følte helt, at vi sad i hans egen stue, så personligt og nærværende var hans arbejde i restauranten. Respekt!