Foto: Pixabay.

GUIDE: Du behøver ikke booke billet til Brescia eller Rom for at nyde en italiensk pizza, som den laves i støvlelandet. Her er vores bud på seks gode steder med italiensk pizza i Aarhus.

Byens bedste pizza
Fratelli Pizzeria, Tordenskjoldsgade 81, 8200 Aarhus N

Skal du smage byens bedste pizza, kræver det en cykeltur til Aarhus Nord – men det er helt sikkert turen værd! Det populære Fratelli Pizzeria på Trøjborg løb med titlen som byens bedste pizza i Smag Aarhus’ afstemning fra 2017, og ejeren Ali Reza har før haft en delikatessebutik, så han har god erfaring med det italienske køkken. Det kan du sagtens smage, når du sætter tænderne i én af Fratellis pizzaer. Prøv for eksempel en Bresaola med lufttørret okseinderlår, parmesan og rucola til 80 kroner eller en Al Prosciutto Di Parma med parmaskinke, gorgonzola og rucola til 75 kroner. Skulle lysten efter en frisk Fratelli-pizza melde sig til frokost, kan du nyde godt af frokosttilbuddet, hvor der er et udvalg til 40 kroner. Det er da ikke til at stå for! Efterfølgende kan du eventuelt slå et smut forbi isbutikken Dolce Vita og få en lækker is til dessert eller bare strolle lidt rundt på skønne Trøjborg.

Pizza som i Rom
AmoRoma, Vestergade 60, 8000 Aarhus C

AmoRoma i midtbyen drives af Bruno Matruglia, som også ejer Il Mercantino i Mejlgade. Han startede pizzeriaet med målet om at få kunderne til at føle, at de var i hjertet af Rom, og selvom Vestergade ikke skriger Italien og Vespaer, er det lykkedes Matruglia at give dig en følelse af Italien, når du træder ind ad dørene til pizzahimlen ved AmoRoma. Alle pizzaer laves med tomatsauce og frisk mozarella, men derfra kan du vælge mellem et hav af flade vidundere. Du kan for eksempel bestille en Piccante med den stærke salami ventricina til 80 kroner eller en Romana, som koster 90 kroner og består af salsiccia – italiensk fars – og kartoffel. Derudover er der også et par ris- og pastaretter, som du i den grad kan forkæle smagsløgene med. Aarhus bliver ikke Italiens hovedstad lige foreløbigt, men efter besøg på AmoRoma føles det næsten sådan, når du igen træder mæt ud på Vestergade. Mama mia!

Klassisk og autentisk italiensk 
Pizza Propria, Jægergårdsgade 7, 8000 Aarhus C

Da Pizza Propria landede i Aarhus i 2016, var det med en ambition om at løfte niveauet for den italienske spise, og det må man sige, at de har gjort: I Smag Aarhus’ afstemning om byens bedste pizza indtager restauranten nemlig en flot andenplads! En stor pizzaovn i lokalet bager med op til 500 graders varme i det lille pizzeria på Jægergårdsgade, men der er ikke alt for mange siddepladser i restauranten: Heldigvis kan du jo tage din italienske souvenir med dig videre. Du kan gøre jagten efter en god pizza nem ved at nappe pizzaen Cacciatora med hjemmelavet salsicca – italiensk pølse – svampe, pancetta og timian for 105 kroner, mens et andet godt bud er Tartufata, en hvid pizza, som er belagt med mozarella, trøffelcreme, kogt skinke og svampe for 115 kroner. Derudover er der også to antipasti, du kan vælge imellem samt en lækker italiensk tiramisu til dessert. Buon appetito, skal det lyde herfra!

Pizza med respekt for Italien
La Trattoria, Frederiks Alle 130, 8000 Aarhus C

Hos La Trottoria på Frederiks Allé tager man pizzabagningen meget seriøst: I hvert fald skriver restauranten på sin hjemmeside, at den laver ægte italiensk pizza med respekt for det italienske køkken. Og respekt skal stedet have, for her kan du få en lækker udgave af den italienske specialitet til en fornuftig pris. En Pizza Cinghiale med vildsvinesalami, trøffelolie og rucola koster for eksempel 75 kroner, men du kan også få en Carne e pancietta med oksefars, bacon og svampe til bare 70 kroner. Det er da noget, der spiller, ikke? Hvis du skulle få lyst til andet end de smagfulde pizzaer, er det også muligt at bestille en af restaurantens mange lækre italienske sandwich eller varme pastaretter lavet på frisk pasta med forskelligt tilbehør: Her brillerer La Trattoria nemlig også. Den italienske perle på alléen midt i Aarhus fanger med andre ord den sydlige stemning på fremragende vis. Selv tak, og velbekomme!

Pizza ved Åen
Pizza Adagio, Åboulevarden 57, 8000 Aarhus C

Centralt på Åboulevarden finder du Pizza Adagio, hvor du er sikret godt italiensk håndværk og sprøde pizzabunde til fornuftige priser samt en spiseplads ved Åen. Pizzeriaet har høj kvalitet og friske råvarer i højsædet, og menukortet er enkelt og lækkert og består af 12 forskellige pizzaer. Kærligheden til Italien skinner igennem i alle pizzaerne, som prismæssigt ligger mellem 60 og 90 kroner, og der er mange pizzaer at blive fristet af. Nap for eksempel pizzaen Ventricina med grillede auberginer og stærk salami til 85 kroner, eller sæt tænderne i en Salmone med røget laks, rucola, frisk tomat og basilikumpesto. Hvis du efter dit besøg ved Pizza Adagio har brug for at gå en lille tur, inden sofaen kalder, kan du jo passende slentre langs Åen og nyde Aarhus fra en af byens bedste vinkler. Det må være opskriften på en kanon aften i Italiens tegn.

Den smukke piges pizza
Café Piccolina, Skolegyde 8, 8000 Aarhus C

”Piccolina” betyder smukke pige på italiensk, og restaurantejer Salvo har da også opkaldt Café Piccolina efter sin kone og fem døtre, som alle står hans hjerte nært. Kærligheden for det italienske køkken føler du, så snart du står i restauranten, hvor Salvo og hans kone Tanja sørger for, at madoplevelsen bringer dig tættere på de italienske himmelstrøg. Din tur til Italien kan for eksempel starte med pizzaen Pizza Torolese med røget lufttørret alpeskinke, champignon, rucola, pecorino ost og oregano til 119 kroner, men du kan også nyde en Salciccia e patata, som blandt andet består af salciccia-pølse, rosmarin og kartoffelskiver. Vil du spise i din egen stue, kan du købe pizzaerne i en halvbagt version, som du så kan lave færdig derhjemme, og skulle du komme forbi Skolegyde nummer 8 omkring middagstid, kan du nyde frokosttilbuddet, hvor du kan købe en lidt mindre pizza til en mindre pris. Ciao bella, siger vi bare!

Philip Selmann
Skribent. Har en ph.d. i at spise lasagne og er generelt glad for det italienske køkken. Oliven er mit kryptonit. Studerer kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.