Restaurant Hærværk på Frederiks Allé har fået stor ros af restaurant-guiden White Guide.
“På Hærværk bliver det perfekte håndværk i det innovative og legende køkken fulgt til dørs af nærvær og professionalisme ude ved bordene i alle serveringer.”
Restaurant-guiden White Guide har for nyligt spist hos Restaurant Hærværk på Frederiks Allé 105, og der bliver ikke lagt låg på begejstringen.
Hærværk er efter besøget blevet vurderet til at høre til i White Guides mesterklasse-kategori med hele 33 point ud af 40 mulige på madfronten og 16 ud af 20 point for stedets service.
Selleri med kærnemælk
White Guide er generelt ganske tilfredse med aftenens serveringer hos den aarhusianske restaurant, men højdepunktet var for anmelderen et stykke stegt knoldselleri med en sauce lavet på kærnemælksvalle og fåreost. Et perfekt makkerpar, hvis du spørger White Guide!
Derudover får restauranten ros for at åbne op for flere slags vine end naturvine, som restauranten ellers før har været kendt for at slå et stort slag for. Det tilføjer ifølge anmelderen spændende, men knapt så syrede, vine til vinkortet.
Alt i alt er restautant-guiden svært tilfredse med Hærværk, og slutter således deres anmeldelse af med disse ord:
“Det er en helhedsoplevelse, hvor man virkelig bliver overrasket og venter nysgerrigt på næste servering.”
Hele anmeldelsen kan læses her.