Stor vinsmagning indtager Ridehuset med over 200 tyske vine den 20. maj.
Er du vild med vin, kan du aflægge Ridehuset på Vester Allé et besøg lørdag den 20. maj. Her er der Winemarket Goes German, en vinsmagning med fokus på tyske kvalitetsvine, arrangeret af websitet Winelab.dk og importøren Wines of Germany Danmark.
Flere end 20 danske vinforhandlere deltager ved smagningen, og det vil være muligt at nippe til mere end 200 forskellige tyske vine, blandt andre riesling, spätburgunder og den tyske mousserende sekt.
“Det er lykkedes os at samle et godt mix af danske vinhandlere, der tilsammen repræsenterer den store spændvidde og fantastisk høje kvalitet, man finder i vinene hos vores sydlige naboer,”siger arrangør Mads Jordansen fra Winelab.dk.
To smagninger
På dagen er der smagning fra 12.30 til 15.00 og igen fra 15.30 til 18.00. Man kan sikre sig en billet på winelab.dk frem til onsdag den 19. maj. Indtil mandag den 17. april er prisen 195 kroner, og herefter koster en billet 250 kroner. Eventuelt overskydende billetter sælges i døren til 275 kroner.
“Nu glæder jeg mig enormt meget til at se, hvordan gæsterne tager imod denne unikke smagning, som er den største tyske vinsmagning, som nogensinde har fundet sted i Aarhus,” siger Mads Jordansen.
Vinsmagningen er en del af Riesling Week 2017, der finder sted fra den 18. til 28. maj. Her sætter Wines of Germany fokus på tysk riesling sammen med vinimportører, vinhandlere, vinbarer og restauranter landet over.
Køb billet til arrangementet her.