Over 7.500 personer har stemt om, hvem der skulle vinde SMAGPRISEN 2019, og nu er stemmerne talt op. Her er de syv vindere:
Bedste burger: Burger Shack
Den populære burgerkæde Burger Shack vandt sidste år Smagprisen for Aarhus’ bedste burger, og nu løber kæden på imponerede vis med prisen igen. Trækplastret hos vinderen er en velvoksen okseburger bestående af en friskbagt briochebolle, der er fyldt med økologiske grøntsager og en flammegrillet bøf af kød fra fritgående køer. Prisen er 55 kr., og skal der mere til end en enkelt burger, kan man bestille en menu til 85 kr. med sodavand og en bakke pommes frites drysset med frisk timian. Er humøret ikke til oksekød, kan man sætte tænderne i kædens burger med kylling eller en veggie-burger med en bøf af soyabønner. Burgerne kan tages med hjem eller indtages i en af de tre Aarhus-restauranter, der er indrettet i amerikansk skovhuggerstil.
Bedste pizza: Pizza Hytten
Pizzajointen Pizzahytten slog tidligere i år dørene op på Guldsmedgade, og trods kun få måneder på adressen løber stedet med prisen for Aarhus’ bedste pizza. Bag stedet står den sicilianske Angelo Zirafi, der driver spisestedet sammen med sin familie, og udvalget lyder på 13 pizzaer toppet med alt fra peberfrugt til peperoni. Størstedelen af råvarerne importeres fra støvlelandet, og er særlig detalje er pizzadejen, som bages med hjemmelavet gær og koldhæver i mindst 72 timer. Prisen for en pizza er 59 kr. uanset fyld, og er der to munde, der skal mættes, har Angelo og Co. et særligt partilbud i form af to pizzaer og en flaske vin for 199 kr. Er humøret ikke til pizza, byder Pizzahytten på sandwiches, salater og forskellige snacks. De italienske retter kan indtages ved en af de mange siddepladser eller tages med hjem som takeaway.
Bedste restaurant for flere: Restaurant ET
Er I flere, der skal ud at spise, ligger Restaurant ET lige til højrebenet. Vinderen af prisen for Aarhus’ bedste restaurant for flere byder på stribevis af brasserieklassikere lige fra hvidløgssnegle til røde entrecote-bøffer, der serveres efter alle kunstens regler med bearnaise og håndskårne pommes frites. Retterne kan suppleres af en eller flere af de franske vine fra det omfattende vinkort, der fylder intet mindre end 21 sider (!). Er der stemning til mere vin efter maden, kan man fortsætte i restaurantens vinbar i kælderen. Priserne starter ved 89 kr. for en ret, mens en treretters menu fås for 369 kr. Bag stedet står makkerparret Morten Sandvej og Lars Eiskjær. Bonusinfo: Restaurant ET er en af 12 aarhusianske restauranter med udmærkelsen Michelin Plate i den prestigefyldte Michelin-guide.
Bedste restaurant for to: Madklubben Grill
Trods en åbning for kun syv måneder siden stryger restauranten Madklubben Grill på Åboulevarden direkte til tops som Aarhus’ bedste restaurant for to. De stilfuldt indrettede lokaler husede tidligere cocktailrestauranten Castenskiold, og beliggenheden giver mulighed for at flette fingre efter alle kunstens regler, mens man nyder udsigten til åen. Menuen lyder på en stribe små og store retter, og inspirationen kommer fra meste af verden. Start for eksempel med stenbiderrogn og friskost til forret, følg op med en grillet unghane til hovedret og slut af med en funky Kung Fu Sundae-is til dessert. Skal det være mere luksuriøst, kan man gå all in med en hel hummer serveret med urtesmør og grillet citron. Priserne starter ved 150 kr. for en ret, og en menu med tre retter fås fra 275 kr.
Bedste sushi: Karma Sushi
Friskrevet trøffel, ægte kaviar og flammegrillet hummer. Det er nogle af de eksklusive ingredienser hos sushikæden Karma Sushi, der for andet år i træk vinder Smagprisen for Aarhus’ bedste sushi. Vinderen har restauranter på Vestergade og Frederiksgade, og udvalget lyder både på traditionelle sushiserveringer og innovative nyfortolkninger af japanske klassikere. Prisen starter ved 368 kr. for en menu med 16 stykker sushi, og går man all in, kan man investere 1.638 kr. i en Signatur Set Menu bestående af 42 stykker sushi. Det er også muligt at bestille enkelte sushiserveringer, hvis menuerne er til den dyre side. Bonusinfo: Karma Sushis restaurant på Frederiksgade er designet af Henning Larsen Architects, der har tegnet Operaen i København.
Bedste kagested: Lagkagehuset
Trods navnet er der ikke kun lagkage på menuen hos bagerkæden Lagkagehuset, der i Aarhus har syv butikker i centrum, Højbjerg og Risskov. Udvalget af søde sager hos vinderen af prisen for Aarhus’ bedste kagested er enormt, og en klassiker op til sommer er kædens dannebrogsfarvede jordbærtærte, der er lavet med flødecreme og friske jordbær på en bund af marcipan. Er en hel tærte i overkanten, kan man sætte tænderne i et af de sort-hvide studenterbrød, en klassisk kanelsnegl eller en hindbærsnitte pyntet efter alle kunstens regler med frysetørret hindbær. Flere af kædens bagerier har egne caféer, hvor kagerne kan indtages sammen med en kop kaffe. Bonusinfo: Lagkagehusets rødder går tilbage til 1991, hvor stifter Ole Kristoffersen åbnede sit første bageri på Christianshavn.
Bedste brunch: Globen Flakket
Vinderen i brunchkategorien er den populære café Globen Flakket ved åen, der lokker med flere typer brunch til SU-venlige priser. For 129 kr. kan man lørdag og søndag sætte tænderne i en omfattende brunchbuffet, og besøger man caféen i hverdagene, kan man til samme pris få et veludstyret brunchbræt med græsk yoghurt, røræg, bacon, laks, skinke, chorizo, ost, brød og croissant. Weekendbuffeten fås også i en deluxe-version med drikkevarer ad libitum for 245 kr. Alle brunchvarianterne kan indtages indendørs i det store lokale eller ved bordene udenfor, hvorfra der er udsigt til åen og Dokk1. Kommer man forbi Globen Flakket om aftenen, byder stedet på en stribe klassiske caféretter som pasta og burgere og et All Inclusive-tilbud med fire retter og vin ad libitum for 495 kr.
Fakta: SMAGPRISEN 2019
- Prisen kårer de bedste smagsoplevelser i Aarhus i syv kategorier
- Mere end 7.500 personer har stemt om, hvem der skulle vinde priserne
- Hver kategori havde tre finalister, som var udvalgt på basis af en læserafstemning med mere end 2.000 deltagere.
- Smagprisen uddeles af webmediet Smag Aarhus i samarbejde med Horesta og JP Aarhus