Denne artikel blev først bragt i Mærk Aarhus i uge 38
Folkene bag podcasten ’Vin for begyndere’ har haft bragende succes siden opstarten under Corona. Vi har talt med dem om podcasten og vigtigheden af at besøge vinbutikker og vinbarer.
Under Corona er danskernes interesse for vin steget kraftigt. Det har man også mærket hos podcasten ’Vin for begyndere’, hvor makkerparret Jonas Landin og René Langdahl smager på og snakker om vin og druesorter. Det har nemlig været en bragende succes.
’Jeg fik idéen, fordi jeg havde en frustration over at stå fredag efter fredag og skulle vælge en vin og så vælge forkert,’ fortæller Jonas Landin. Derfor tog han kontakt til vineksperten René Langdahl. René var frisk på idéen, og det blev til podcasten ’Vin for begyndere’.
Læs også: Restaurant inviterer til ’Brygmesterens Middag’
En rejse ind i vinens verden
Hvis man har fulgt med fra start, så ved man, at Jonas har været på noget af en rejse, en rejse som ikke er slut, men blot lige er begyndt
’Jeg er uden tvivl blevet meget klogere på vin. Samtidig er det også en rejse, der bliver længere og længere. da min oplevelse er, at der for hver dør vi åbner på klem i vinens verden, åbenbarer sig 10 nye.’ siger Jonas Landin.
For René har det også være spændende at følge Jonas’ rejse.
’Jonas har gennemgået en spændende udvikling og har fået en langt større forståelse for vinene.’
René elsker at formidle om vin til alle. Uanset om det er til begynderen eller den erfarne vindrikker. Det er netop også formidlingsdelen, de selv fremhæver, når de skal forklare podcastens succes, som dog overraskede de to.
’Jeg tror, vi har fundet et format, som er i øjenhøjde. Vi forsøger at være friske og finurlige”, faglige, og det kan mange relatere til,’ er René Langdahls vurdering. En form, der både har fået begyndere og vinkendere til at lytte med.
De fysiske vinhandlere er vigtige
For både Jonas og René betyder det meget at komme ned i butikken og snakke med de kyndige vinfolk i byens butikker. For selvom man kan have sine præferencer, så kan det være en god oplevelse at gå ned og lade dem vælge, mener makkerparret. René fremhæver da også vinbutikker som et sted, hvor de fysiske butikker virkelig er vigtige.
’Jeg kan med ro i sindet sige, at det faglige niveau aldrig har været højere ved de ansatte, end den er nu. Derfor er de også perfekte til at guide dig til den rigtige vin,’ siger René Langdahl.
Gå på vinbar, og bliv klogere
Hvis man gerne vil blive klogere på at drikke vin, så kan man udover at høre den glimrende podcast også besøge nogle af byens mange vinbarer.
’Man skal prøve at gå ind og sige, ”Jonas og René fra Vin for begyndere siger, at jeg skal smage to glas samtidig. Vil du ikke finde noget, jeg kan smage ved siden af hinanden?”,’ siger René Langdahl.
Han bakkes op af Jonas Landin, som også fremhæver det vigtige i det sociale, når man går ud og får et glas vin. Det er nemlig også i samtalen om vinene, at man bliver klogere på selve vinen. Det er også derfor, at deres podcast fungerer så godt.
Vin for begyndere
Lyt i alt: +670.000
Lyt om ugen: +20.000
Lyt i august måned 2021: +97.000
Podcasten produceres af Radioteket
1. afsnit udkom d. 17. september 2020
Afsnit udgivet: 48
Kan lyttes på din favorit podcast-tjeneste.
Kontakt: radioteket@radioteket.dk