Foto: Løgismose

Vildt: Vinbutik flyver tapas til Aarhus med vandflyver

Aarhusiansk vinbutik flyver Løgismose-tapas fra København til Aarhus på en time.

Nu kan aarhusianerne også få fingre i de frisklavede tapas, som kokkene fra deli-biksen Løgismose hver uge langer over disken på Toldboden i København. Fra den 4. november får aarhusianske Marselis Vine nemlig de små hapsere fløjet ind med vandflyveren fra Nordic Seaplanes.

“Som de eneste i Østjylland forhandler jeg vin og delikatesser fra Løgismose, og for at fejre det har vi i samarbejde med Nordic Seaplanes lanceret Danmarks første flyvende tapas. Hver fredag vil man kunne bestille Løgismose tapas og hente dem i en af vores butikker i Aarhus,” siger indehaver af Marselis Vine, Lars Christensen.

Stort udvalg
På tapas-kortet er der ikke mindre end 20 små retter. For meat lovers er der for eksempel Grambogård oksefilet med rødbedekompot og marcona-mandler, mens vegetarerne forkæles med karamelliseret jordskok med syltet løg. Til den søde tand er der blandt andet citrontærte med marengs.

Hver ret koster 30 kroner, og der er ti procents rabat ved køb af fem retter. Tapas bestilles her senest kl. 11 om fredagen og afhentes i butikken på Marselis Boulevard eller Kridthøj Torv efter kl. 15. Foreløbig er tilbuddet hver fredag resten af året.