Foto: Aarhus Kommune

Vildt fodgængerfelt på vej i Aarhus

Kulturbyåret fejres med et farvestrålende fodgængerfelt på Strøget.

Krydset mellem Vester Allé og Strøget får i weekenden et specialdesignet fodgængerfelt, som skal give aarhusianerne og byens gæster en særlig velkomst til kulturhovedstadsåret. Fra søndag morgen skal shoppende aarhusianere krydse et fodgængerfelt inspireret af det officielle 2017-logo i stedet for det traditionelle sort-hvide fodgængerfelt.

”Vi vil gerne sætte vores præg på festen og gøre noget særligt under kulturhovedstadsåret. Vi er allerede i fuld gang med at lægge 4.000 specialdesignede 2017-fliser, og fodgængerfeltet er endnu en måde at gentænke en af de opgaver, vi udfører – også når der ikke er fest i byen,” siger ingeniør Anne Møller Brusgaard fra Aarhus Kommune.

Tusindvis af fodgængere passerer dagligt krydset, der fik ny asfalt i 2016. Den nye asfalt har givet mulighed for at lave fodgængerfeltet uden ekstra omkostninger, og arbejdet bliver udført fra klokken 2-6 natten mellem lørdag og søndag, så færrest muligt trafikanter bliver generet af arbejdet.