På Substans er der malttærte med blåmuslinger og strandurte frem til 1. maj. Foto: Restaurant Substans.

Smag vild mad på byens restauranter

Fem af byens restauranter byder på vild mad som optakt til Vild Smag Festival den 28. til 30. april. 

Det er vilde råvarer og vild mad, der er i fokus til minifestivalen Vild Smag. Allerede før festivalen løber af stablen den 28. til 30. april, kan du dog nyde godt af konceptet på fem af byens spisesteder: Restaurant Substans, Restaurant Hærværk, Frederiksgade 42, Langhoff & Juul og ARoS Food Hall.

Hos Restaurant Substans i midtbyen er det en malttærte med blåmuslinger og strandurter, du kan prøve kræfter med frem til den 1. maj, mens Restaurant Hærværk på Frederiksbjerg serverer strandkrabbebisque toppet med ramsløg. Den kan du bestille, indtil der ikke kan fanges flere strandkrabber.

Vilde desserter
På restaurant Frederiksgade 42 er der gravad krondyrcarpaccio – senere rødebedecarpaccio – med marinerede rosenkålsblade og ramsløgsmayonnaise på menuen frem til den 30. april. Er du mere til de søde sager, skal du dog i stedet aflægge spisestedet Langhoff & Juul i Guldsmedegade samt ArOS-restauranten ARoS Food Hall et besøg.

Hos Langhoff & Juul kan du bestille en brændenældekage med brændenældeis frem til den 27. april, mens ARoS Food Hall byder på desserten “Forår i skoven:” En skovmærkekage med gransorbet, sødskærmsmousse og birkesirup. Den serveres fra den 17. til 30. april.

Alle opskrifter er udgivet i hæftet “Smagen af forår i Aarhus,” som du finder her. På Vild Smag Festivalen den 28. til 30. april kan du hele weekenden deltage i aktiviteter og workshops, der sætter fokus på naturens vilde råvarer.