Foto: Vestergadefesten.

Rød løber og gratis rundstykker: Vestergade inviterer til fest

Den 2. juni kan du komme til gadefest i centrum af Aarhus med street food og musik.

Inden længe er det juni, og det betyder, at Vestergadefesten er lige rundt om hjørnet. Gadefesten afholdes den 2. juni fra klokken 9, og du kan blandt andet nyde godt af livemusik, street food og gratis rundstykker.

”Det bliver en rigtig festlig dag, hvor Vestergade viser, hvad området har har at byde på rent kreativt. Vi laver hele området om til en gågade, så folk kan komme og opleve en masse god mad og musik,” siger John Hermansen, som formand for Vestergadeforeningen og uddyber:

”Caféerne og restauranterne viser, hvad de kan og sørger for, at både sulten og tørsten kan stilles med street food og servering på gaden, så der er noget for alle.”

Morgenyoga på den røde løber
Første ting på programmet er yoga klokken 9.30 på den 450 meter lange røde løber. Klokken 10.15 er der gratis morgenkaffe og rundstykker til de første 70 gæster i Teatergården ved Vestergade 58.

Gadefesten varer hele dagen og slutter af med ’Junglelyds’-musik på Café Mellemfolk fra klokken 21 til 23 og efterfest med sydamerikansk stemning på CasaV58 fra klokken 21.

Du kan se hele programmet her.