Foto: Aarhus Mad & Marked.

Aarhus Mad & Marked sørger for et stort udvalg af street food til årets største begivenhed i Universitetsparken.

Du kan godt droppe madpakken og de daggamle rugbrødsmadder, når Aarhus Mad & Marked disker op med street food til årets Kapsejlads. Otte madboder byder blandt andet på thailandske specialiteter, arabiske hotdogs, pita, ribbenstegssandwich og burger i forskellige varianter.

The Original Pita
Direkte fra Guldsmedegade i Aarhus kommer The Original Pita med friskbagte pitabrød og masser af fyld, som du selv vælger fra deres store salatbar. Her er alt hjemmelavet, lige fra de syltede rødløg til deres dressinger. Snup en friskbagt pita med oksebøf, falafel, kylling eller halloumi.

Tasty Thai by Bird Bird
Hos Tasty Thai by Bird Bird får du klassiske thai-retter lavet på friske råvarer. Til Kapsejladsen kan du smage på en Phat Met Mamuang med kylling og cashewnødder eller en traditionel Phat Thai med stegte nudler, æg og thai-purløg.

Spiselauget
Sidste år langede Spiselauget tusindvis af burgere over disken til sultne Kapsejlads-gæster, og i år gentager de succesen. Faktisk har Spiselauget opkaldt en burger efter eventet, så du kan sætte tænderne i en vaskeægte Kapsejlads-burger med hakkebøf, trøffelmayo, cheddar og grønt med dertilhørende fritter. Så er Kapsejlads-stemningen garanteret.

Green Vibe Burger
Hvor god kan en burger egentlig blive? Det spørgsmål vil de to indehavere af Green Vibe Burger gerne udfordre. Derfor har de nøje udvalgt råvarerne til deres burgere, lige fra den gård, som kødet kommer fra, til den mel, de bruger til at bage deres burgerboller. Hos Green Vibe Burger kan du erhverve dig en vaskeægte burgerklassiker med oksekød, og sprød salat, eller en brunchburger med bearnaisemayo, grillede gourmetpølser, hjemmerøget bacon, røræg af Olsgaardæg, chunky tomatsalsa og hvidløgsmayo.

Food Squad
Food Squad ved om nogen, hvilken type burger der går godt til en fadøl. De har i hvert fald været med til nærmest alle festivaler på dansk jord. Menuen står på økologiske kyllingenuggets, Crispy Pulled Pork, Juicy Chicken-burger og vegetarudgaven med stegte portobellosvampe.

Spisehuset Pagoden
Spisehuset Pagoden har for en dag rykket pløkkerne op fra Street Food i Esbjerg og indtager Kapsejladsen med et par kulinariske indslag: en deluxe ribbenstegssandwich med sprøde svær, hjemmebagt brød, aioli, hjemmesyltet rødkål og agurker og en purløgsdressing. De medbringer også en saftig pulled beef-burger med hjemmelavet tilbehør.

Hansen Is
Vejret til Kapsejlads bliver forhåbentlig isvejr! Derfor skal der naturligvis være et koldt og læskende indslag (udover fadøl, selvfølgelig), og det sørger Hansen Is for. Her får du hjemmelavede flødeis lavet på mælk fra eget mejeri i Jægerspris, og så er det 100% økologisk.

Bispehavens Køkken
Bispehavens Køkken er et multikulturelt fælleskøkken, som er sat i verden for at styrke fællesskabet mellem generationer, nationaliteter og kulturer. Hver især bidrager køkkenerne med smagfuld mad fra flere verdener. Til Kapsejladsen kan du nyde vegetariske Habibi-hotdogs med falafler, tyrkisk brød og zatardressing. Alt er desuden hjemmelavet.

Ses vi til Kapsejlads fredag den 3. maj?

Jesper Konggaard
Content creator. Jeg er en sucker for spændende mad fra fjerne egne, men jeg er heller ikke kræsen, når det kommer til god italiensk pizza eller kringlede cocktails. Studerer virksomhedskommunikation på Aarhus Universitet.