Ginbaren Two Socks har slået dørene op i Guldsmedegade.
Er du gin-entusiast, tonic-tosset eller bare glad for gode drinks? Så er der gode nyheder på Guldsmedegade, hvor den nye ginbar- og butik Two Socks slog dørene op i maj.
Baren byder på mere end 50 variationer af gin, og det er op til kunden, om den skal drikkes ren eller i form af en gin og tonic.
“Vi ønsker at invitere gæsterne ind i en verden af gin. Her skal tingene være autentiske og rene, og det betyder, at man skal kunne smage forskellen på den enkelte gin. Får man en gin og tonic, fremhæver vi derfor kun de smagsnoter, der allerede er i ginen, da vi er tro mod den dna, der ligger i den enkelte gin,” siger indehaver af Two Socks Susanne Simonsen.
For nørder og nybegyndere
Hos Two Socks kan du komme ind fra gaden og bestille en drink, men baren arrangerer også jævnligt både offentlige og private smagninger, hvor du kan lære mere om gin og betydningen af tonic.
“Her får du lov at smage flere varianter, ligesom smagningerne bygges op om kundens behov. Er du kender, kan du prøve nogle mere markante typer, mens du som helt ny gin-drikker kan blive introduceret på et lidt mere mildt niveau,” siger Susanne Simonsen.
Gin to go
Derudover kan du hos Two Socks få din gin to go, ligesom du kan købe både ginflasker, tonic og ingredienser med hjem, hvis du selv vil lege videre.
“Alle varianter, som smages i baren, har man mulighed for at købe og samtidig få opskrifterne på. Det giver kunden mulighed for at tage samme oplevelse med hjem i egen stue og dele med venner og familie,” siger Susanne Simonsen.
Skævt og inkluderende
Navnet Two Socks refererer ifølge Susanne Simonsen til noget både skævt og inkluderende.
“Det er lidt en sjov idé om at bære to forskellige strømper: At der er nogle kontraster, og at det hele ikke er så ordentligt. Her skal være plads til skævheder og til alle mennesker,” siger Susanne Simonsen.
Two Socks har åbent fra klokken 10 til 22 mandag til torsdag samt klokken 10 til 23 fredag og lørdag. Udover gin og tonic byder baren på tapas, panini, kaffe og most.
Baren har også en afdeling i København, som åbnede i januar.