TAKEAWAY Den 10. december åbner ToastIt i Klostergade med grillede gourmettoasts lavet på surdejsbrød. Inspirationen kommer fra New York og London.

Nu er det slut med slatne og idéforladte parisertoasts fra den lokale pølsemand. Den 10. december åbner den autodidakte kok Jesper Nielsen takeawaycaféen ToastIt på Klostergade 68 med grillede, sprøde toasts til SU-venlige priser på 50 kroner stykket.

”Ambitionen er at lave den gode gammeldags toast, blot i nye klæder. Vi bruger lokale råvarer pakket ind i surdejsfranskbrød med smør på ydersiden, som vi toaster, indtil brødet er sprødt, og osten flyder ved første bid,” siger Jesper Nielsen.

Inspiration fra New York
Butikken er beregnet til folk på farten, men der bliver også 12 siddepladser, hvis man vil spise på stedet. Inspirationen kommer fra de såkaldte “melts” og streetfoodmarkeder i New York og London.

”Byen har længe manglet et sted med gourmettoasts, der smager godt og er hurtigt serverede. Samtidig er toasts et billigt og mættende alternativ til en kedelig madpakke, og de er sundere en burger og pizza. Vi har store ambitioner, og jeg håber at se flere ToastIt-steder på landkortet fremover,” siger Jesper Nielsen.

Fra vildsvin til blåbær
Menuen spænder vidt fra toast med langtidsstegt lam, vildsvin og oksekød over vegetartoasts til desserttoast med brie og solbær, alt sammen kædet sammen med den allestedsnærværende ost. Caféen præsenterer også en nytolkning af parisertoast og cowboytoasts. På længere sigt er det planen at lancere suppe, rugbrødstoast med hjemmelavet tunsalat og cesarsalat.

Det koldhævede surdejsbrød har hævet i 48 timer og kommer fra en bager i Brabrand, ostene kommer fra Lading Mejeri, og kødet kommer fra Jensens Slagterhus i Voldum eller en slagter i Åbyhøj. Du kan skylle toasten ned med milkshakes eller kaffe leveret af importøren KaffeLars på Fyn, og der er desuden en ny kaffe på vej udviklet efter aarhusianske smagsløg.

SPECS
ToastIt
Klostergade 68
8000 Aarhus C