Foto: Pixabay.

Spis uhyggelig Halloween-buffet i Tivoli Friheden i efterårsferien

Tivoli Friheden holder åbent i efterårsferien og præsenterer et program, der er spækket med Halloween-smagsoplevelser. 

Synes du også, at ventetiden til Halloween er for lang? Så kan du finde dit indre barn frem og tage din bedste legekammerat med i Tivoli Friheden i efterårsferien.

Her vil den aarhusianske forlystelsespark nemlig være forvandlet til et vaskeægte Halloween-land, hvor du kan smage krydrede melorme fra fødevarebrandet Enorm, gro dine egne svampe i kaffegrums med projektet Fra Grums til Gourmet og se til, når en naturvejleder skærer et rådyr op og gør dig klogere på dyrets anatomi og udskæringer.

Stor Halloween-buffet
Tør du prøve kræfter med en Halloween-buffet med hekseeliksir og vampurfingre, så kan du besøge Restaurant Friheden, der i feriens anledning holder aftenåbent fra klokken 17. 30 den 18. til 21. oktober.

Det koster 199 kroner hvis du spiser her om aftenen, og 169 kroner hvis du hellere vil spise til frokost. Restauranten oplyser, at der er et begrænset antal pladser – du kan sikre dig din plads her.

Har du modet til det, kan du læse mere om Tivoli Frihedens efterårsprogram her.