Den irske pub Tir Na Nog vandt i tirsdags titlen “Verdens bedste irske whiskey-oplevelse” til Irish Pubs Globals awardshow i Dublin.
Hvis du har besøgt den irske pub Tir Na Nog i Frederiksgade for nylig, så har du måske lagt mærke til, at smilet er ekstra stort hos personalet.
Det er der en helt særlig grund til: Pubben har nemlig netop vundet titlen “Verdens bedste irske whiskey-oplevelse” til foreningen Irish Pubs Globals store prisuddelingsshow i Dublin.
“Vi er utroligt glade og stolte. Det er nogle seriøse barer fra hele verdenen, vi er oppe i mod,” siger ejer af Tir Na Nog Andreas Ruigrok.
Det intime whiskeyrum
Den irske pub udvidede for et halvt år siden sine lokaler, og fik her mulighed for at skabe et hyggeligt og intimt “whiskeyroom” bagerst i det nye barlokale. Her kan gæsterne booke bord og nyde godt af en flot samling af irske whiskys.
“Bagvæggen til vores “Whiskeyroom” er gennemsigtig i mat glas, så man kan se silhuetterne af alle whiskeyflaskerne inde i det store barlokale. Derfor tror mange gæster, at det er bare er en slags udstilling,” fortæller Andreas Ruigrok.
Mange har dog alligevel opdaget den lille whiskey-perle, og synes altså, at det har været værd at nominere den til verdens bedste irske whiskeyoplevelse – det er nemlig gæsterne, der har nomineret alle pubbene til awardshowet.
Bartender vandt pris sidste år
Foreningen Irish Pubs Global kårer hvert år også verdens bedste bartender, og sidste år var det ingen ringere end Tir Na Nogs egen bar-manager Dylan Taylor, der løb med sejren. Han fortæller, at det er dejligt, at baren nu bliver anderkendt for al den gode whiskey, den efterhånden har at byde på.
“Whiskey er en virkelig stor del af mig, så jeg er stolt af, at kunne vælge mellem et af de største whiskeyudvalg i Danmark, når jeg serverer her,” siger bar-manager Dylan Taylor.
Du kan læse mere om Irish Pubs Globals store prisuddelingsshow her – og vil du booke et bord hos The Whiskeyroom, kan du gøre det her.
Stort tillykke med titlen til Tir Na Nog! 🙂