Foto: Pexels.

Gratis drinks: Ny ginbar inviterer til grand opening

Fredag den 22. februar sparker ginbaren The Bird & The Churchkey dørene op med en åbningsfest, der byder på gratis gin & tonics og happy hour.

En ny bar ser dagens lys i Skolegade fredag den 22. februar, når den københavnske gin- og ølbar The Bird & The Churchkey byder indenfor til en stor åbningsfest på adressen i Skolegade 23.

Åbningsfesten starter stærkt ud klokken 16 med gratis gin & tonics mellem klokken 16 og 18, og derefter er der happy hour mellem klokken 18 og 19. Det skriver baren på Facebook.

Afdæmpet gin-nørderi
Baren har et udvalg af 190 forskellige slags gin og næsten 50 forskellige slags øl, så det burde være muligt at finde noget for enhver smag i den britisk-inspirerede bar.

“Vi er ret nørdede, og det afslører vores udvalg også. Vi vil gerne vise vores gæster hele paletten af alt den gode gin, der bliver lavet – man skal kunne få udvidet sin horisont, når man besøger os,” siger partner og daglig leder i The Bird & The Churchkey, Christian Juul Tønnesen, i en pressemeddelelse.

Bartendernes hang til gin-nørderi hæmmer dog ikke den festlige stemning i baren:

“Vi er ikke ret højtidelige omkring det, vi laver, så selvom vi gerne snakker gin i timevis, så er det mindst lige så vigtigt for os at holde en fest sammen med vores gæster hver aften. For os går det hånd i hånd, og så er vi heller ikke mere gin-fanatiske end, at vi også har et stort udvalg af både fad- og flaskeøl.”

The Bird & The Churchkey holder åbent til klokken 4 om natten, og du kan læse mere om baren her.