Foto: Pixabay Images

Thai-takeawayen Det Grønne Køkken rykker til Aarhus

TAKEAWAY Den fynske thai-succes Det Grønne Køkken er åbnet i Bruun’s Galleri.

Nu kan aarhusianerne også smage sig igennem Det Grønne Køkkens thai-inspirerede univers. Restaurantens fynske ejere har nemlig lige åbnet ny restaurant og takeaway i Bruun’s Galleri, og på menuen er en stor buffet med salater, kød og thai-inspirerede retter.

Modsat de fleste takeaway-steder bliver du i Det Grønne Køkken selv sluppet løs i buffeten og kan frit mikse din egen thai-ret. Det er tilsyneladende et koncept, der taler til kunderne, for den nye restaurant i det centrale Aarhus er ejernes ottende forretning i rækken siden 2014.

“Det, jeg tror, folk bedst kan lide ved konceptet, er, at det er simpelt. Du betaler bare for vægten af maden. 10 kroner per 100 gram koster det, og så er det egentlig op til dig selv, om du bare vil have 200 gram rejer i din boks, eller om den skal fyldes op med 20 forskellige ting,” siger medejer Claus Juul til JP Aarhus.

Det Grønne Køkken startede i Odense i 2014 og har nu otte restauranter fordelt på Odense, Kolding, Vejle og Aarhus. Læs mere her.