Foto: Taste Mi

Taste Mi satser på vietnamesiske sandwiches

TAKEAWAY Aarhus har fået en vietnamesisk sandwichbar med sandwichspecialiteten Banh Mì på menuen. Inspirationen kommer fra København.

Er du træt af den klassiske kylling-bacon sandwich og klar til at udvide din sandwichhorisont? Så skal du slå vejen forbi Vesterbro Torv, hvor sandwichbaren Taste Mì er åbnet den 2. november med originale vietnamesiske sandwiches på menuen.

”Idéen med Taste Mì er at genskabe den originale Banh Mì-sandwich, som den så ud i gamle dage i Vietnam. Sandwichen er med sin sprødhed og enkelhed en fantastisk spise, som vi gerne vil udbrede kendskabet til i Aarhus,” siger den 25-årige indehaver Dung Van.

Inspiration fra København
Dung Van har tidligere arbejdet i køkkenet og som tjener på de aarhusianske restauranter White Elephant og Sota Sushi Bar, og inspirationen til konceptet kommer fra streetfoodboder i København, som byder på vietnamesiske retter.

”Den aarhusianske madkultur har udviklet sig meget på det sidste, og folk vil gerne eksperimentere og udforske andre kulturers køkken. Derfor slår jeg til netop nu. Samtidig holde jeg det så billigt, at alle kan være med,” siger Dung Van.

Fås i tre udgaver
Taste Mì tilbyder at prøve den vietnamesiske sandwichspecialitet i tre udgaver: Den originale Banh Mì Thit med marineret svinekød, Banh Mì Xa Xiu med marineret kylling og den vegetariske Banh Mì Cha med veggiepålæg. Alle udgaver indeholder vietnamesisk kimchi, koriander, agurk, tomat, soja og hjemmelavet, økologisk mayonnaise.

Du skal slippe 40 kroner for en Banh Mì på byens nye sandwichbar, og vil du have noget at skylle ned med, kan du for 28 kroner få en vietnamesisk iskaffe eller limonade med i købet.

SPECS
Taste Mì
Nørre Allé 100
8000 Aarhus C
Åbent alle dage fra 11-20