TAPAS Den nye tapasbar El Plato i Aarhus vil være mere end bare ost, pølse og oliven.
Hvis du craver efter spanske tapas, kan du i Aarhus blandt andet besøge CanBlau på Klostergade, Forlæns & Baglæns på Jægergårdsgade og den nystartede D’Vinos på Klostertorv. Men snart får byen endnu en tapasbar, når El Plato åbner den 1. oktober i madmarkedet Aarhus Central Food Market på Strøget. Målet er at bringe den oprindelige, spanske tapasoplevelse til aarhusianerne.
“El Plato vil sælge tapas på den originale facon inspireret af spanske tapas-barer, hvor kunderne kan se råvarerne, dufte dem, se tapas blive lavet og opleve stemningen i en autentisk, rustik tapas-bar. Ydermere vil El Plato gerne give tapas et gourmetpræg, hvor mere indviklede teknikker kommer smagen og synet til gode,” siger medejer Henrik Christensen.
Mere end ost og oliven
På det nye madsted vil gæsterne blive præsenteret for tre typer tapas: Traditionelle tapas, tapas lavet på lokale råvarer i sæson og ikke mindst gastro-tapas.
“Tapas er ikke kun skiver af god pølse og oste og oliven. Tapas er også små tilvirkede retter med samme niveau og kompleksitet som de fulde måltider. Simpel mad kræver et højt fokus og en solid erfaring. Denne gejst og erfaring vil El Plato tage med på markedet,” siger Henrik Christensen.
Tapas to go
Er man mere til tapas i sofaen, er der også mulighed for det. Ud over selve tapasbaren åbner Henrik Christensen, der i sin tid var med til at starte Restaurant Dauphine, også El Plato Deli på samme lokation.
“Her kan kunderne finde et bredt udvalg af El Platos hjemmelavede fødevarer, som de møder i tapas-baren. Pickles, syltninger, dressinger, pateér osv. Der findes også udsøgte oste, kvalitetspølser og andet godt. Meningen med vores deli er, at kunderne skal kunne smage alt, El Plato selv synes er fantastisk. Og som kan tages med hjem og nydes,” siger Henrik Christensen.