Det er uvist, hvornår vi atter trygt og sikkert kan tage en tur til udlandet. Derfor får du tre bud på take away i Aarhus, der kan tilfredsstille din maves udrejselængsel for en stund.
Guiden har tidligere været bragt i Århus Stiftstidende
Afro-caribisk street food
Tatashe, Aarhus Street Food, Ny Banegårdsgade 46, 8000 Aarhus C
Vil du med til Caribien? Så er det måske Tatashe hos Aarhus Street Food, der skal stå for aftensmaden – madboden tilbyder nemlig varme, afro-caribiske retter med kulgrillet kød og caribiske marinader. Er du til kylling, kan du bestille en omgang Jamaican Jerk Chicken: Hvidvins- og jerkmarineret kyllingeoverlår med vestindiske krydderier, og skal middagen i stedet stå på pulled pork, serverer Tatashe West Indies Pulled Pork: Hvidvins- og jerkmarineret pulled pork. Til begge dele får du blandet salat samt ovnbagte kartofler eller kokosris med ved siden af. Herligt! Den vægelsindede type? Så nup bodens Meat Lover Combo, der består af pulled pork, Jerk Chicken og Suya Beef, blandet salat samt ovnbagte kartofler eller kokosris. Priserne for et måltid mad ligger mellem 75 og 120 kroner. Det må da siges at være fair!
En tur til Vietnam
Tíns, Nørregade 40, 8000 Aarhus C
Drømmer du om en tur til Vietnam, kan du passende bestille din take away hos Tíns i Nørregade. Her byder menukortet nemlig på spændende valgmuligheder fra landet i Sydøstasien – og til priser mellem 59 og 119 kroner for en ret kan de fleste vist være med. Til frokost kan du glæde din mave med for eksempel sandwichen bánh mì med spejlæg, marineret svinekød eller oksekød eller den dampede bao bun med marineret svinekød. Enkelt og lækkert! Er det aftensmaden, du skal have styr på, kokkererer Tíns blandt andet rispandekager med rejer, svinekød, salat, friske urter og fiskesovs eller grillet svinekød med ris og vietnamesisk æggekage. Oh, yes! Viser aprilvejret sig fra sin dårlige side, kan du også lune dig på en omgang oksekødssuppe eller spicy nudelsuppe. Sådan!
I og uden for den europæiske union
Bardok, Åboulevarden 51, 8000 Aarhus C
Siden Bardok slog dørene op i 2019, har der lydt lovprisende ord om restauranten fra både gæster og kokkekolleger. Maden hos det lille spisested er nemlig inspireret af lande i og uden for den europæiske union, og det gør menukortet superoriginalt. Vil du prøve maden som take away, kan du blandt andet vælge mellem to pakker med koldt: ”Medvedev – den lille, men store russiske leder” står til 250 kroner og byder på hjemmelavet coppa, burrata, bønnesalat med pecorino, oliven samt surdejsbrød med mayonnaise, mens ”Jeltzin – den første demokratiske leder” til 500 kroner består af hjemmelavet coppa, burratta, ost, grillet peberfrugt med cremefraice og sauerkraut, fisk, bønnesalat med pecorino, oliven samt surdejsbrød med mayonnaise. Cool! Er du ikke til det kolde bord, tilbyder Bardok også dagligt en pastaret og en varm ret.