Søndag den 17. september kan du samle spiselige svampe syd for Aarhus.
Kantareller, rørhatte, pigsvampe og blomkålssvamp. Skovbunden byder på masser af spiselige lækkerier, og nu kan du selv være med til at plukke råvarerne til din næste middag.
Søndag den 17. september klokken 10 til 16 inviterer Foreningen for Svampekundskabens Fremme nemlig til den årlige svampedag i skovene syd for Aarhus, hvor du kan samle svampe og få en snak med foreningens svampeeksperter.
“Skovene omkring Aarhus bugner af spiselige svampe for tiden. Det er virkelig højsæson”, siger medlem af bestyrelsen for Foreningen for Svampekundskabens Fremme Anders H. Lykke.
Svampe til sovs eller som tilbehør
Der er masser af muligheder for at lave en lækker middag med de svampe, du finder i skovbunden. Både kantareller og rørhatte kan for eksempel renses, steges i smør og krydres med lidt karry, inden du tilsætter fløde til en lækker stuvning eller sovs.
Finder du en blomkålssvamp, kan du skære den i tynde skiver, riste den på panden og servere den som tilbehør til din aftensmad med en lækker sovs til.
“Det er et godt svampeår i år. Og med den regn, vi har fået, kan der godt nå at komme endnu flere svampe frem til den 17. september,” siger Anders H. Lykke.
Der er to svampeture på dagen – klokken 11 og klokken 13.30 – som begge begynder fra Blommehaven Camping på Ørneredevej 35 i Højbjerg. For yderligere information kan du kontakte Anders H. Lykke på andershlykke@gmail.com.