Foto: Pixabay

3 steder med suppe i Aarhus

I vintermånederne er der få ting, der slår en tallerken skøn suppe. Her får du tre bud på steder i Aarhus med den varme væske.

Guiden har tidligere været bragt i Århus Stiftstidende

Grøntsager ved Åen
Suppestegogis, Åboulevarden 82, 8000 Aarhus C

Når din vintertrætte krop tørster efter varme, er den lille Suppestegogis din ven i nøden. Spisestedet lokker nemlig med forskellige supper, der med garanti giver varmen: Lun dig på den spicy tomat-chilisuppe, go classic med en portion græskarsuppe, eller prøv den russisk inspirerede rødbedesuppe. Så burde der være noget for enhver smag! Vil du forkæle din søde tand, kan du jo slutte måltidet af med en omgang gammeldags æblekage med smørsukkerristede havregryn, flødeskum og ribsgele. Mums, mums, mums! Prisen for en portion suppe begynder ved 89 kroner, mens æblekage fås for 39 kroner.

I familie med en Michelinstjerne
Kiin Kiin, Vestergade 47, 8000 Aarhus C

Da Kiin Kiin i oktober sidste år slog dørene op i Aarhus, var det en længe ventet åbning for mange madglade aarhusianere: Kiin Kiin på Vestergade er nemlig i familie med Michelinrestauranten af samme navn i København. Det thailandske spisested i Smilets By har dog i højere grad fokus på street food – heriblandt skønne supper. Skal det være simpelt og godt, så gå efter Kiin Kiins nudelsuppe med oksekød og urter eller Tom ka kokossuppen med kylling, galangal, citrongræs og svampe. Skal suppen have lidt mere spark, kan du prøve stedets Tom yam suppe med chili, rejer, citrongræs, lime og galanga. Yum! Priserne begynder ved 85 kroner for en skål varm nydelse – så er der også snildt råd til en omgang klisterris med varm saltet kokosmælk og mango til dessert. Velbekomme!

Vietnamesisk varme
Pho C&P, Sønder Allé 14, 8000 Aarhus C

Når du bænker dig hos Pho C&P på Sønder Allé, kan du drømme dig væk til varmere himmelstrøg for en stund, mens du slubrer den første skefuld af din pho. Ah! Den traditionelle vietnamesiske suppe serveres med risnudler, forårsløg, koriander, bønnespirer, lime samt rejer, oksekød eller tofu og er ganske enkelt en himmerigsmundfuld, der nok skal varme helt ned i dine efterårskolde tæer. Er din appetit til mere end suppe, kan du jo begynde måltidet med stedets friske sommerruller: Prøv for eksempel den med vietnamesisk ribbensteg, eller gå all in på grøntsager med varianten på stegte shiitakesvampe, citrongræs og urter. Ja tak! Slut eventuelt af med én af Pho C&Ps smoothies – måske ”Take me to the sea” med mango, kokos, ananas og appelsin? Så burde feriedrømmene for alvor være sikret!