Musik, DJ’s og ikke mindst eksotiske madboder er en del af gadefesten Aarhus Volume den 17. juni.
Den etniske madkultur er i fokus til gadefesten Aarhus Volume, der finder sted på kulturcentret Godsbanen den 17. juni fra klokken 12.00 til 24.00. Det er nemlig madkooperativet Smag à la Gellerup, der skal stille sulten hos gadefestens gæster.
”Det bliver stærkt, sødt, burgere, sushi, aftensmad og snacks med udgangspunkt i 80 forskellige etniske madkulturer, som findes i Gellerup,” siger projektleder ved Smag à la Gellerup Alexander Muchenberger.
Grobund for nye fællesskaber
Smag à la Gellerup har hovedkontor i Instant City, et nyt kreativt kvarter i Aarhus-forstaden Gellerup. Madkooperativets vision er et rum for madoplevelser, hvor man gennem fælles kærlighed til den gode smag kan skabe grobund for nye madfællesskaber og relationer mellem mennesker.
”Hele min barndom i Gellerup spiste vi hos hinanden på kryds og tværs af opgange og lejligheder. Vi fik hele verdens madkulturer serveret og knyttede bånd til hinanden på tværs af opgange og etniske ophav over aftensmaden,” siger HR-manager hos Smag à la Gellerup Aysha Amin.
Gadefesten Aarhus Volume byder udover mad fra Smag à la Gellerup på musik, kunst og sport. Se hele programmet for festivalen her.