STREETFOOD Kødbyens Mad & Marked holder det sidste madmarked for i år i Aarhus.
Hen over sommeren har de cool ildsjæle fra Kødbyens Mad & Marked i dén grad bragt smagfuld streetfood og festlig stemning til Aarhus. Hele 10 madmarkeder er det blevet til, og nu runder et sidste stort marked på Officerspladsen ved Ridehuset sæsonen af den 17. og 18. september.
“Det har været en fantastisk sæson med markeder under Kulbroen, i Ridehuset, på Officerspladsen og ved Amfiscenen, og vi er glade og stolte over at have mættet mange aarhusianere både smags- og oplevelsesmæssigt. Sæsonafslutningen bliver ingen undtagelse, når 15 madboder, cubanske rytmer og lækker jazz indtager Officerspladsen,” siger arrangør Jonas Kring fra Kødbyens Mad & Marked.
Cool afslutning
Til sæsonens sidste marked kan du blandt andet smage stenovnspizzaer fra Oles Gård eller friskbrygget kaffe fra Sigfreds nye kaffevogn. Er du til lækre bær, må du ikke gå glip af Smoothie-Licous’ specialbyggede cykel, hvor der blendes smoothies, når der trampes i pedalerne. Ud over de kulinariske indslag lover arrangøren cool stemning og hyggelig musik.
“Hele weekenden får vi selskab af HavanaDays, der vil få gruset til at hvirvle på Officerspladsen. HavanaClub rykker ud med professionelle salsadansere, der vil undervise i salsa og opføre forrygende shows. Stemningen ryger helt i top, når DJ’s fra hele verden spiller lækre salsa, reggae, bachata og kizomba rytmer, som ingen kan stå stille til,” siger Jonas Kring.
Kødbyens Mad & Marked finder sted på Officerspladsen ved Ridehuset lørdag den 17. september kl. 10-22 og søndag den 18. september kl. 10-17. Læs mere her.