MESSE Stor dansk madmesse indtager Ridehuset i oktober med masser af smagsprøver.
Kom helt tæt på det danske køkken, når den store messe Mad gæster Ridehuset den 29. og 30. oktober. Den store hal bliver fyldt med en række stande, hvor du blandt andet kan mæske dig i smagsprøver, fylde tasken med gode fødevarer og få en snak med producenterne bag.
“Mad er to dage med madglæde, duft, smag og god musik. Her vil være et både bredt og dybt sortiment af danske kvalitetsfødevarer, og messen skal give forbrugere, forhandlere og producenter mulighed for at møde hinanden og udveksle gode idéer,” siger arrangør Malene Aaris.
Flere aktiviteter i år
I anledning af madmessens ti års jubilæum er der skruet ekstra op for de kulinariske aktiviteter. Ud over at snuse rundt ved madboderne kan du deltage i forskellige smagninger, opleve foredrag og debatter samt besøge pop-up restauranter med blandt andre Annemad.
Madmessen afholdes lørdag den 29. og søndag den 30. oktober fra kl. 10-16 i Ridehuset. En éndagsbillet koster 50 kroner, mens en billet til begge dage koster 80 kroner. Børn under 15 år har gratis adgang. Læs mere og køb din billet her.