I aften uddeles de attraktive Michelinstjerner. Men hvor står Aarhus? Det giver vi et bud på.
Det er blevet tid til den årlige Michelin-uddeling og dermed er det også blevet tid til at en masse gætterier på, hvem og hvor mange der får stjerner. I aften uddeles de attraktive stjerner nemlig, men hvor står restauranterne i Aarhus? Det kan være utroligt svært at svare på, men vi kan jo kan prøve at nærme os et svar.
Genvinder Substans sin stjerne?
En af Aarhus helt store favoritter til at få en stjerne i aften er Restaurant Substans. Substans mistede sidste år deres stjerne, men ikke på grund af manglende evner. De havde i 2019 haft lukket deres restaurant I Frederiksgade for i stedet at åbne i 2020 på Aarhus Ø. Nu er René Mammen tilbage i køkkenet og med den smukke lokation med udsigt over Aarhus Bugten, så er rammerne sat. Det samme skulle maden være, selvom vi ikke har været for der endnu. Der kan være usikkerhed om, hvorvidt Michelin har været nok gange forbi Substans på grund af Corona og nedlukninger. Men hvis de har, så har teamet på Substans gode chancer for at vinde stjernen tilbage.
Får Frederikshøj den anden stjerne?
Et andet spørgsmål er om, Wassim Hallal endelig får den anden stjerne. Hvert år bliver de spået til at blive belønnet med en ekstra stjerne, men hvert år har det medført en skuffelse. For der er ingen tvivl om, at niveauet er til den anden stjerne. Men bliver det efter et år med nedlukning og begrænsede besøg, at Frederikshøj endelig får sin anden stjerne? Vi håber det!
En vegetarisk stjerne
Vi bevæger os lidt væk fra Aarhus og ud på Friland ved Rønde. Her finder man den vegetariske restaurant, Restaurant Moment, som i den grad buldrer frem i disse år. Med køkkenchef Eigil Christensen har man fået skabt et vegetarisk køkken, der i den grad er sublimt og servicen er i top. Mange havde en joker i Moment sidste år, hvor man i stedet fik tildelt den grønne kløver for deres bæredygtige køkken. Men i år kunne godt være året, hvor Danmark får en stjerne til en vegetarisk restaurant.
Jokerne
Jokerne i Aarhus er uden tvivl et sted som Ghrelin på Aarhus Ø og Restaurant Hærværk. Begge restauranter har over en længere periode haft et superhøjt niveau. Spørgsmålet er igen, hvor meget Michelin har været forbi og hvordan niveauet har været på de pågældende dage.
Derudover så tror vi, at dem, der i forvejen har stjerner, beholder deres stjerne. For niveauet hos Domestic, Gastromé og Frederikshøj er utroligt højt.
Vi kigger spændte med i aften!