Stjernekok besøger julemarked

Den franske stjernekok Francis Cardenau besøger Jul på Store Torv i Aarhus. Her vil fokus være på bælgfrugter og deres mange muligheder i madlavningen og for miljøet.

Nogle gange kan det være svært at finde inspiration til at spise lidt mere bæredygtigt. Man hopper ofte i den klassiske lasagne eller pasta med kødsovs. Men nu vil en række spændende virksomheder og en stjernekok sætte fokus på en særlig ingrediens, som kan hjælpe dig med at spise lidt mere bæredygtigt.

Læs også: Gløgg konkurrence rammer Store Torv

Det sker lørdag den 4. december i forbindelse med Jul på Store Torv, hvor blandt andre stjernekokken Francis Cardenau kigger forbi. Her vil han sammen med bagmanden for projektet, Trine Krebs, som er Grøn Chef i Food Organisation of Denmark, invitere til et såkaldt Økologisk Bønnemøde. Her vil der være fokus på bønnernes mange egenskaber, hvordan de både kan smage fantastisk i køkkenet, men også i fremtiden kan være med til at sikre en mere bæredygtig madkultur.

Trine Krebs vil efter bønnemødet invitere forskellige eksperter op på scenen til en mere generel snak om bælgfrugters egenskaber, og hvordan man kan bruge dem i madlavningen. Der vil selvfølgelig være fokus på julemaden, julekonfekt, og hvordan man får bælgfrugterne ind på en lækker måde, så alle kan være med.

Arrangementet er fra klokken 14 til klokken 17, hvor forskellige personer vil indtage scenen, imens der er smagsprøver i pavillonen ved siden af scenen. Her vil det være muligt at møde den aarhusianske restaurant L’estragon, Økologisk Landsforening, Linser for Livet og Pure Dansk.

Den famøse hawaii pizza…