Der er flere lækkerier på programmet til den gratis endagsfestival Stella Polaris den 29. juli.
Er du til god mad, kolde drikke og elektronisk musik? Så læg vejen forbi Botanisk Have og den gratis musikfestival Stella Polaris på lørdag den 29. juli fra klokken 12 til 21.
Her vil du blandt andet kunne sætte tænderne i lækre tacos, kreeret af de mexicanske gutter bag food trucken Tacopop.
“Typisk er de håndholdte ‘majspandekager’ serveret med slow cooked kød eller crunchy skaldyr, syltede løg og masser af aromatiske krydderier,” udtaler Frederikke Jensenius Reinhardt fra Stella Polaris.
Falafel og flødeis
Er du mere til det grønne køkken, kan du hos Falafel Huset nyde en lun pita med masser af grøntsager og falafler, som steges på stedet. Og skal den søde tand tilfredsstilles, kan du sikre dig en økologisk flødeis fra Arla Øko.
Trænger du i stedet til at slukke tørsten, står en tuk-tuk klar med den sommerlige, sydlandske og orange drink Aperol Spritz.
Mad og drikke skal du betale for, men ellers er det gratis at være med til Stella Polaris.
Endagsfestivalen finder sted i fire byer landet rundt og kan i år fejre sit 20-års jubilæum. Du kan læse mere om programmet til Stella Polaris i Botanisk Have her.